Satellitkontrol skærer fire ud af fem kontrolbesøg væk

Satellitkontrol mindsker behovet for fysiske kontroller.

Antallet af fysiske kontroller - hvor en embedsmand kører ud til landmanden - falder fra en til fem procent ved målrettede efterafgrøder.

Det melder Landbrugsstyrelsen.

De færre kontroller er positivt, siger Niels Peter Nørring, Områdedirektør for Miljø, Energi og EU.

L&F vil dog holde øje med udviklingen. 

"For os er det altafgørende, at retssikkerheden for landmanden er helt i orden. Det skal den være, når der på forsøgsbasis træffes en række afgørelser udelukkende på baggrund af satellitbilleder. Vi er derfor også tilfredse med, at vi har sikret, at landmændene får mulighed for at få et opfølgende fysisk kontrolbesøg inden destruktionsfristen, hvis de er uenige i kontrolresultatet fra satellitbillederne," siger Niels Peter Nørring.
 
Han mener, at det er vigtigt at se på, om digitaliseringen kan være med til at skabe en smartere regulering til gavn for danske landmænd, for eksempel også i forhold til hele diskussionen om datotyranniet med fristerne for etablering af efterafgrøder.

"Men det er samtidig helt essentielt, at retssikkerheden for landmændene forbliver i højsædet, når der tænkes smart regulering," siger han.

"Det er vigtigt, at der bliver plads til at udøve godt landmandskab; at udviklingen kan være med til at skabe højere bagatelgrænser; og der er fokus på at skabe reelle fordele for den enkelte landmand," siger Niels Peter Nørring videre.

Som led i et pilotprojekt bruger Landbrugsstyrelsen i år satellitbilleder til kontrollen af de målrettede efterafgrøder.

På tilfældigt udvalgte områder i Danmark laver styrelsen en automatiseret screening af satellitbilleder, og inden for disse områder vil de udtage én procent af bedrifterne til fysisk kontrol af målrettede efterafgrøder - i stedet for fem procent.

Styrelsen har udviklet en metode, der gør det muligt at frasortere de bedrifter, der overvejende sandsynligt opfylder kravet til etablering af frivillige efterafgrøder.

"Vi forventer, at vi i fremtiden i langt højere grad kan basere kontrollen af tilskudsordninger og anden regulering på satellitbilleder. Vi forventer, at det kan forenkle kontrollen for landmanden," skriver styrelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.