Tro på kvælstofregulering efter målinger - trods udfordringer

Det er muligt at lave kvælstofmålinger, som kan ligge til grund for en ændret regulering.

Sådan var budskabet, da Seges-eksperter holdt oplæg for en velfyldt sal ved Plantekongressen i Herning. Men der er udfordringer.

"På et eller andet niveau skal vi nok få det til at fungere," lød det fra Søren Kolind Hvid, landskonsulent ved Seges, Planter & Miljø.

"Derfra og så til at sige, at landmændene er glade for det, det har et stykke vej," sagde han og påpegede, at målinger har praktiske konsekvenser.

Netop det praktiske, at indhente korrekte målinger og betale for dem, er en udfordring. For det første er der flere forskellige måletyper. En metode er at måle drænvand eller vandløb. Men her er det ikke nok at måle koncentrationen, for myndighederne har fokus på selve volumen. Derfor skal man også gennemføre flow-målinger i vandet. Det er vanskeligere at gøre i stor målestok, lød det fra Seges.

En anden mulighed er at måle kvælstof i selve marken, n-min-målinger. Det kræver en vis systematik, eftersom kvælstofniveauet er forskelligt, selv inden for korte afstande. Målingerne koster op mod 1000 kroner at gennemføre pr. mark og derefter skal de analyseres, hvilket koster 1200 kroner. Prisen kan dog varriere, og blive billigere, såfremt landmanden har flere marker.

Hans Spelling Østergaard, specialkonsulent under Planter & Miljø under Seges, hold oplæg om målemetoderne og deres nøjagtighed.

"Hvis det man vil er at fange de rigtig høje syndere; det kan man nok godt," sagde Hans Spelling Østergaard ved sin vurdering af n-min-målinger.

Til gengæld er der problemer ved usikkerheden - som er cirka 10-15 procent - hvis man vil fange små overskridelser af kvælstofkrav.

Derfor er det vigtigt, at politikerne sætter nogle mål - og sanktioner - i deres regulering, som tager hensyn til forholdene og mulighederne for måling. I Belgien og Tyskland har man således fravalgt sanktioner. I Belgien, hvor man har kørt et forsøg med regulering på baggrund af målinger, gik man ind fra rådgivningens side og hjalp landmanden med at nedbringe kvælstofudledningen, hvis der var problemer. I Tyskland har man også kørt et forsøg, hvor man trak et beløb i en kompensation og rådgav derudover.

Ikke i hele landet

En pointe fra fleres side var, at det ikke giver mening at måle i hele landet. Mange steder er der ikke problemer i fht. kvælstof.

”Først skal man finde ud af, hvor der er et problem. Det giver ingen mening at måle over det hele,” sagde Ivar Ravn, direktør ved Seges Planteproduktion efter oplæg og debat.

Det er det offentliges opgave at finde frem til de steder i vandmiljøet, hvor kvælstof er et reelt problem. Det er ikke afklaret ordentligt, mener han. Derfor skal det offentlige også måle i de vandområder, hvor vandet løber ud. I de opland, hvor der er problemer, bør man måle. Andre steder ikke, eller i mindre omfang via stikprøver.

Ivar Ravn mener, at der er grund til at fortsætte ad måle-vejen.

”Der ligger en stor tilfredsstillelse i for landmanden, at man kan agere efter de faktiske forhold,” påpeger han.

Vagn Lundsteen, privat plantekonsulent, har længe talt for regulering på baggrund af målinger. Men ikke forstået på den måde, at alle landmænd skal indregne udgifter til målinger som årlig omkostning.

"Det giver jo ingen mening at lave landsbaseret emissionsmåling, hvis vi kun har et problem i 10 procent af recipienter," sagde Vagn Lundsteen under debatten med henvisning til vandområderne, som vandløb leder deres vand ud i.

Selvom konsekvensen kan være, at nogle landmænd finder ud af, at der er høj kvælstofudledning fra netop deres mark, så skal målinger alligevel ligge til grund for reguleringen.

"Det handler om at gøre noget ved der, hvor der er problemer," sagde Vagn Lundsteen efter debatten til Landbrugsavisen.dk.

Han påpeger, at landmændene  med forskellige virkemidler kan mindske kvælstofudledningen, så de fortsat kan tildele kvælstof til deres mark.