Ukrudtsbekæmpelse med elektricitet slår kemi i majs og roer

Britisk firma har lovende resultater med bekæmpelse af ukrudt ved hjælp af elektricitet.

Et traktortrukket redskab, Volta, der bekæmper ukrudt ved hjælp af elektricitet, har i uafhængige test vist større effektivitet end kemisk ukrudtsbekæmpelse i majs og sukkerroer.

Volta kan bekæmpe ukrudt i rækkeafgrøder og frugtplantager, og dette gøres alene ved hjælp af elektricitet.

Det britiske firma Rootwave, som står bag redskabet, forventer at kunne lancere deres produkt inden for de nærmeste år, skriver netmediet Farmers Weekly.

Resultater fra afprøvninger i sukkerroer og majs viser op til 100 procent ukrudtskontrol i sukkerroer og op mod 90 procent i majs. Dertil kommer, at maskinen fra Rootwave giver bedre ukrudtskontrol, og oven i købet med færre behandlinger, end med kemi eller mekanisk bekæmpelse, se tabel 1.

Tabel 1. Procent ukrudtskontrol i forsøg med majs og sukkerroer ved forskellige metoder:  Volta (grøn), kemisk bekæmpelse (gul), mekanisk bekæmpelse (sort)


Kilde: Rootwave

Planter koger fra roden og op

Andrew Diprose, adm. direktør for Rootwave, fortæller, at elektriciteten koger planterne indefra, hvilket nedbryder plantens celler og strukturer, inklusive roden.

Rootwave har taget patent på elektrisk ukrudtsbekæmpelse ved 18 kHz og derover. Systemet er ifølge firmaet kompatibelt med en almindelig dieseltraktor, vedvarende energikilder og selvkørende robotter. På en traktor får Volta strøm fra en generator, som er drevet af front pto’en.

Firmaets egne beregninger kommer frem til, at ukrudtsbekæmpelse ved hjælp af elektricitet forbruger mellem 50-98 MJ pr. hektar. Med kemi bruger man omkring 500 MJ pr. hektar, mens andre alternative metoder, fx radrensning, bruger mellem 800 og 8000 MJ pr. hektar.

Rootwaves elektriske ukrudtsbekæmpelse anses derfor som bæredygtigt alternativ til eksempelvis herbicider. Firmate fremhæver desuden, at Volta hverken forstyrrer afgrøden eller jorden og derfor sætter et  minimalt aftryk på det omgivende miljø.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.