USA glipper kæmpe hvedeordre - 19 kr. pr. hkg dyrere end konkurrenten

Skuffelsen over lave eksporttal er nu også gået i land i USA.

Rusland fortsætter med stormskridt eksporten af hvede, mens den skuffelse over lave eksporttal, som har hersket i EU, nu også er gået i land i USA. Det beretter Jyske Markets i en aktuel kommentar til afgrødemarkedet.

Et godt eksempel på de lange næser i USA kom i fredags hvor en ordre på 550.000 ton hvede fra Algeriet gik amerikanerne forbi, mens efter alt at dømme især Argentina var på den grønne gren.

Det er der en rigtig god grund til - nemlig prisen.

Jyske Markets refererer Halo Commodities for, at USA-hveden er estimeret 30 US-dollar pr. ton, svarende til knap 19 danske kr. pr. hkg, dyrere end den argentinske hvede. USA forventer nu, at fredagens Wasde-rapport fra USDA med nye tal for verdens kornbalance giver et gok i nøden til de amerikanske eksporttal.

Modsat går det for Ruslands korneksport. Russerne eksporterede takket være den milde vinter en rekordstor mængde korn i december måned på hele 5,3 mio. tons, heraf næsten 4 mio. tons hvede.

Der er ingen tegn på, at vinteren i januar bliver hård omkring havnene i Sortehavet, så eksportaktiviteten vil fortsætte ufortrødent.

Derfor kan der i fredagens Wasde-rapport godt gemme sig en opjustering af russisk hvedeeksport, og det modsatte kan være tilfældet for EU, bedømmer Jyske Markets.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.