Valgår forsinker målrettet regulering

Landmænd skal ikke regne med ret meget målrettet regulering i 2016, mener Henrik Høegh.

Selv om alle politikere gerne vil have målrettet kvælstofregulering af landbruget, skal man som landmand ikke regne med ret meget de første par år. Ifølge Henrik Høegh, miljøordfører for Venstre, kommer vækstmulighederne for planteproduktionen kun så småt i 2016 og lidt mere i 2017, og det skyldes blandt andet, at danskerne står foran et folketingsvalg. Det sagde han på Frøsektionen i Landbrug & Fødevarers årsmøde i Herning onsdag.

VKO-blokken fremlagde en landbrugspakke i efteråret. Den bliver fremsat i Folketinge snart, men han gør sig ingen forhåbning om, at de kan finde 90 mandater på denne side af et valg. Og efter et valg, der kommer senest til september, skal arbejdet så genoptages, hvis flertallet skifter, og den første lovgivning kan måske ses i 2016.

Vil hæve norm

I VKO-blokkens landbrugspakke vil man hæve N-normen til det økonomisk optimale gradvist over tre år. Men skulle pakken blive forsinket, har parterne lovet, at årstallene i pakken holder, så man ikke bliver yderligere forsinket, hvis den først bliver vedtaget næste år.

Henrik Høegh lagde ikke skjul på, at der også i VKO-blokken er bekymring for miljøet, og derfor har forslaget om mere gødning kun fået opbakning fra partierne ved at indføre et stort måleprogram, så man kan se, at mere gødning ikke skader miljøet.

Ikke alle vil juble

Henrik Høegh forudser også, at ikke alle landmænd vil juble over VKO-forslaget. Nogle landmænd vil skulle vælge at sige, at deres jord er så sårbar, at den skal helt ud af drift.

»Der skal noget jord ud. Der vil blive forskel på Per og Poul. Hvis Poul på bakken kører fuldt gear og Per i lavningen skal finde andre løsninger, skal der kompensation til,« sagde Henrik Høegh.

Kompensationen skal komme fra modulerede hektarstøttepenge. Det er altså noget alle landmænd splejser til. Han håber dog kun, at få må opgive jord.

»Vi tror og håber at man på de største arealer kan klare det med rensning (af drænvand, red.) og marine virkemidler,« sagde Henrik Høegh.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.