Video: Sådan løste gods sine dræningsproblemer

Det er vigtigt, at man undersøger årsagen til, at marken er vandlidende, før man går i gang med at dræne.

Driftsleder Søren Blumensaadt tænkte, at en ny hovedledning med en større rørdimension kunne løse problemer med vand i lavningerne. Heldigvis valgte han at få analyseret jorden og valgte efterfølgende en hel anden løsning.

At dræne i blinde kan ofte være spildte kræfter, fordi man ikke får fundet den rigtige løsning på sit drænproblem. Derfor er det vigtigt, at man undersøger årsagen til, at marken er vandlidende, før man går i gang med at dræne. 

Det skriver Seges i forbindelse med udgivelsen af en video, videnscenteret har fået lavet med Søren Blumensaadt fra Løvenholt Gods.

Se video her (tryk på ikonet nederst i højre hjørne for at få vist videoen i fuld skærm):

Ved at grave huller i marken til under drændybden, kan du få et praj, om der er;
- Vandstandsende lag, der forhindrer vandet i at trænge ned til drænene/undergrunden.
- Jordlag med tæt aflejret ler, silt eller finsand, der gør nedsivningen til drænene/undergrunden meget langsom.
- Trykvand, der presses op nedenfra eller ind fra siden fra højere liggende områder, og som overskrider drænenes kapacitet.

Forskellige årsager kræver forskellige løsninger. Derfor er man nødt til at få undersøgt, hvad der gør jorden vandlidende, for at finde en langtidsholdbar løsning og dermed få den fulde effekt af dræningsarbejdet.

I videoen fortæller driftslederen på Løvenholt Gods, Søren Blumensaadt, at marken var meget vandlidende i markens lavninger.

Jordbundsboringer viste, at afvandingsproblemerne i nogle lavninger skyldtes et tæt aflejret lag med fed ler i drændybden, mens det i andre lavninger skyldtes et vandstandsende lag med myremalm under pløjelaget.

I videoen er dræningsarbejdet på Løvenholt Gods i fuld gang, og den valgte drænløsning er tilpasset, så den målrettet løser de forskellige årsager til de vandlidende forhold.

Med de forbedrede dræningsforhold forventer Søren, at de kan fremrykke såtidspunktet, reducere ukrudtstrykket og høste højere udbytter på marken. 

Online platform med landmænds drænerfaringer

Lignende erfaringer med konkrete drænprojekter fra landmænd vil blive udgivet i en online platform i løbet af dette efterår. Platformen samler informationer om drænings- eller afvandingsproblemer, valgte drænmetoder, materialevalg samt effekter af dræningen.

Platformen skal give et overblik over, hvordan andre har håndteret de drænings- eller afvandingsudfordringer, som de stod overfor, og om den valgte løsning har virket eller ej.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.