Maskinbranchen mødes i fremtidsværksted

Uddannelsen til landbrugsmaskinmekaniker kommer under lup på dag, hvor hele branchen mødes og diskuterer indholdet.

Hvordan skal fremtidens uddannelser for maskinbranchen se ud, og hvilke elementer skal de indeholde?

Det sætter HEG fokus på ved et fremtidsværksted, hvor interesserede i maskinbranchen kan være med til at diskutere fremtiden og dele deres holdning.

Dagen, som arrangeres sammen med det lokale uddannelsesudvalg for entreprenør- & landbrugsmaskin-mekanikeruddannelserne, foregår 4. april på uddannelsen bag, HEG i Aars.

Modsat en række andre erhvervsuddannelser har uddannelsen faktisk haft pæn succes i de senere år med stabilt højt optag i forhold til tidligere.

Alligevel ønsker HEG og branchen at se nærmere på indholdet og fremtidssikre oplæringen af fremtidens mekanikere på området.

Undervejs vil der være en række workshops, hvor deltagerne selv kan vælge sig ind på forskellige fag- områder og komme med deres indspark og idéer.

I løbet af dagen vil der også være en række indlæg. Blandt andet vil formand for Dansk Maskinhandlerforening Troels Jensen tage forsamlingen med ind i krystalkuglen og se nærmere på, hvor maskinbranchen bevæger sig hen i de næste ti år.

Administrerende direktør Michael Husfeldt vil fortælle om Danish Agro Machinery´s strategiske overvejelser om lærlinge i maskinbranchen.

På entreprenørsiden vil maskinforvalter Bo Michael Mikkelsen fra Per Aarsleff A/S fortælle om deres overvejelser om fremtidige maskinindkøb med bud på fremtidens drivmidler, teknologi og krav til førerkomfort.

Fra FarmDroid kommer regional sales manager Rasmus Mikkelsen Thusen og giver sit bud på, hvad førerløse køretøjer vil stille af nye krav til uddannelserne i fremtiden.

Læs mere om dagen på heguddannelser.dk/kampagner/fremtidsvaerksted-den-4-april-2024.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.