Analyse: Salget af landbrugsmaskiner under ekstra pres næste år

Efterspørgslen på landbrugsmaskiner er dalet i 2016, og der er ikke udsigt til store forbedringer, vurderer den europæiske brancheorganisation for landbrugsmaskinproducenter, CEMA.

Som forventet er efterspørgslen på landbrugsmaskiner i Europa faldet i løbet af 2016, skriver brancheorganisationen for de europæiske landbrugsmaskinproducenter, CEMA.

Den negative trend ser ud til at fortsætte næste år, vurderer de.

I bedste fald kan markedet vise sig at være stabilt i 2017, vurderer CEMA.

Især traktorer i mellemstørrelsen hiver salget ned

Over en bred kam dykker efterspørgslen efter landbrugsmaskiner, beretter CEMA.

Salget af traktorer til landbruget i de første ni måneder af 2016 var 4,5 procent lavere sammenlignet med samme periode sidste år. De to første kvartaler oplevede det største dyk i salget. I tredje kvartal var salget 2,2 procent lavere end tredje kvartal sidste år.

Det er især traktorer med mellem 125 og 250 hestekræfter, der trækker traktorsalget ned.

Færre mejetærskere

Salget af mejetærskere forventes at falde 13 procent i 2016 og vil falde yderligere næste år, vurderer CEMA. Især i Frankrig kommer salget til igen at opleve et fald, skriver CEMA i analysen.

Salget af snittere faldt med 10 procent i årets første tre kvartaler.

Fremgang for sprøjter

Det eneste produkt inden for maskinhandel, der var øget efterspørgsel på, var sprøjter. Et øget salg i Spanien og Italien fik efterspørgslen til at stige med 3,6 procent årets første tre kvartaler. CEMA forventer at salget i Tyskland dykker, og derfor vil salg af sprøjter i 2017 muligvis dale igen.

For ballepressere faldt salget blot 2,4 procent, hvilket CEMA betegner som et stabilt eller kun marginalt svækket marked i de fleste lande.

FRANKRIG OG SPANIEN KLARER SIG

CEMA kigger på udviklingen inden for de største maskinmarkeder i Europa. Generelt faldt salget, men der var undtagelser.

Frankrig og Spanien var de markeder, hvor salget klarede sig bedst i år. Salget i Frankrig var øget i første halvdel af året, men er begyndt at aftage i anden halvdel af 2016. Næste år vil efterspørgslen i Frankrig være fem procent lavere end i år, forudser den europæiske brancheorganisation, der har 4500 maskinproducenter som medlemmer.

Spanien har haft en positiv fremgang i efterspørgslen med en forventing om fem procent øget efterspørgsel i 2017.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.