Der går en lige linje fra den røde godsejer – og til røde Niels

Hvis man kunne scanne Niels Petersens hjerne, så ville man formentlig set et uhørt højt antal mejetærskere og detaljer ved maskinerne inde i hjernen - lakeret med røde farver.

Med produktansvaret for Case IH’s høstemaskiner i Norden og Baltikum farer han i høstsæsonen – fra første bakkesvingel tidlig sommer til sidste majshøst i efteråret – Danmark og denne del af Nordeuropa rundt for at besigtige mejetærskere og hjælpe forhandlere og kunder.

I bilen eller i kufferten har han en smule værktøj – og ellers er det den mejetærsker-belagte baggrundsviden, som er vigtigste arbejdsredskab. At det blev det store røde amerikanske mærke kærligheden slog ned i, blev grundlagt langt tilbage i barndommen – faktisk før hans fødsel.  

Da vi får historien, så bliver en 5-10 minutters lovet samtale over telefonen hurtigt forvandlet til en gennemflyvning over Niels Petersens liv formidlet på tre kvarter.

Linjerne skulle være korte. Men nu sidder du kære læser med det, som man på moderne dansk kalder en long read.

47-årige Niels blev født som dansk immigrant i Vestaustralien på et landbrug lidt nord for Perth.

Han har et link til en berømt røde godsejer - og en tidlig eksponering for røde maskiner.    

”Jeg kan tydeligt huske den første Axial Flow mejetærsker, jeg så. Den sagde ingenting. Den var så stille, når man tænker på, at det var først i 80’erne”, forklarer han om mejetærskeren han så husere på de røde jorder i Australien.

”Den har altid gjort indtryk på mig. Det er selvfølgelig også spædende med andre maskiner – men jeg faldt pladask”, siger han. 

Da LandbrugsAvisen Maskiner fanger Niels Petersen står han på en mark på Stevns hos en Axial Flow-kunde. Vi har egentlig ringet forgæves gentagne gange i nogle uger. Niels virker ikke kort for hovedet, når man kommer igennem. Men der er flere nye og gamle Axial Flow kunder, som han vil besøge, end han kan nå sæsonen igennem, så tid er en begrænsende faktor.

I fritiden suser familiemennesket med hele familiepakken - med to børn på 12 og 16 år og kone - gerne rundt på mountainbike hjemme på Slagelse-egnen. Men i høstsæsonen er der begrænset tid – også familiemæssigt.  

”Det er en speciel tid. Jeg kan huske en tegning med en landmand med en mejetærsker som sit hoved. Det passer meget godt. Min kone siger, at det er svært at snakke med mig i den her tid. Det er bare mejetærskere hele tiden”, siger han med et grin.

Den røde godsejer og Niels

Linket til den røde godsejer – Hans Buchart Petersen – går i lige linje. Niels er barnebarn. Godsejeren blev kaldt den røde godsejer på grund af sit politiske ståsted og tilstedeværelse i Folketinget som repræsentant for socialdemokraterne. Det kulørte navn var Per Hækkerup vist nok bagmand for. Men traktormæssigt var farven også god nok. Forbindelsen til IH var veletableret hos Niels Petersens farfar – og de næste generationer har i den grad lavet op til tilliden. Niels Petersens far, Hans Henrik Buchart Petersen, tog i øvrigt en International med fra Danmark ved etableringen af gården nord for Perth i 1970’erne – og siden med hjem igen - da turen gik hjem til Danmark igen med Niels som ung teenager i 1980’erne.   

Familien har i øvrigt stadig en gård dernede, som i dag forpagtes ud, ligesom hans bror har slået rødder i Australien.  

Kærligheden til mærket har således levet på tværs af kontinenter og tidsaldre. Og det er sådan set både klassiske Axial Flow-modeller – de sidste nye med automatiseret harvest command-system, der optager ham og – som du om lidt skal høre meget mere om – mejetærskere længere ude i fremtiden.

Vejen frem til hans nuværende stilling var dog belagt med flere typer stillinger udenfor høstmarkerne.

Efter han blev udlært som mekaniker hos Mørkøv Maskinforretning – med Case IH som traktormærke – aftjente han værnepligt og tog sin uddannelse som landbrugsteknolog. Første stilling var som volontør på Flakkebjerg Forsøgsgård ved Slagelse, inden næste destination var en anelse tættere på den nuværende – som arbejdende i kornafdelingen på Kongskildes maskinfabrik. Derefter blev han maskinkonsulent i Borup og nåede også at undervise på Høng Landbrugsskole, inden han blev LMB’s kontakt på Case IH, hvor han var ene mand med mærkets logo på trøjen.

I dag er han del af et større Case IH og CNH-setup med hovedsæde i Albertslund. I øjeblikket ser kollegerne dog sjældent skyggen af ham og hans Fiat 500.

”Fra Slagelse bor jeg dejligt tæt på motorvejen. Jeg er da også i Albertslund engang imellem – men som de siger, så er jeg som sunket i jorden, når det er høst. De er mine børn, de her maskiner, og dem skal jeg da ud til”.  

Hvornår er dit arbejde bedst?

”Det er helt klart at snakke med kunderne og folk ved forhandlerne og få den ping pong med alle de dygtige landmænd og montører, som står med hovedet inde i maskinerne og fået alle erfaringerne. Det er det fedeste”, siger han og nævner, at der er særlige discipliner og afgrøder, som vægter højere i hans indre bog end andre.  

”Rent teknisk og mekanisk så er det at høste frø og lave en god vare i engrapgræs utrolig spændende”, siger han og kommer ind på de store udfordringer, der stadig venter med udviklingen af stadigt mere automatiserede mejetærskere.

”Jeg har nogle drømme. Vi har lige fået automatisering på vores maskiner. Jeg synes, at det kunne være virkelig spændende, hvis man kunne lave en maskine, som selv forstår at høste sådan noget som engrapgræs og andre græsarter. At fortælle en mejetærsker at den skal klare det. Det kunne være sejt”, siger han.

40 fod er nok

Igennem mange år er maskinerne til stadighed vokset med større muskler og tilhørende bredere skærebord til at spise sig hurtigt igennem markerne.

Niels Petersen er ikke så sikker på, at danske landmænd i virkeligheden har behov for større maskiner.  

”Jeg har en tendens til at sige, at vi er der, hvor vi skal være. De bliver bare større og større. Jeg synes, at 40 fod må være det maksimale, hvor det også passer godt ift. faste kørespor. 25 fod er ikke helt ude af verden. Det meste af vores salg ligger på 30 og 35 fod, men der er flere som spørger efter 25 fod end 40 fod. Danmark er bare specielt land. Vi har så meget frø. Kan vi blive ved med så mange specialafgrøder, så ser jeg ikke behov for at have så store mejetærskere som i andre lande. Selvfølgelig kan man altid finde kæmpe landbrug, men kan det så betale sig at køre med to mejetærskere i stedet for en stor mejetærsker? Når man har meget frø, så vil man gerne have areal på soldkassen, og nogle gange kan det være bedre at have to maskiner i stedet for en stor”, mener han.

Er du operatør eller en driver?

Hvor Niels Petersen generelt er begejstret for de nye automatiserede mejetærskere, og ser det som et stort fremskridt for landmændene, så giver udviklingen også anledning til en løftet pegefinger.

Han mener nemlig langt fra, at vi er på vej til at sende landmanden ud af cockpitet på mejetærskerne.

”Han har fået det mere behageligt og lettere. Det er bare at trykke skærebordet ned, sætte gps’en i gang, og så i gang. Men man kan have en tendens til at læne sig tilbage og tro, at så går alting godt. Meningen er, at man skal frigøre mere tid til at følge, hvad der sker på sit skærebord. Nogle er for afslappede. I USA skelner man mellem drivers og operators. En operatør ser det stadig som sit håndværk at høste afgrøden så godt som muligt. Hvis man ikke får madet maskinen ordentligt, så får vi ikke lavet et ordentligt arbejde. Det er håndværk det her”, siger han og påpeger, at hver sæson er sin egen med mejetærskere.

Du bliver aldrig træt af de mejetærskere?

”Nej, det er hele mit liv.  Der er så meget i de maskiner. Hvordan kommer man igennem vanskelige forhold, kan man høste alt.. der er så mange gode udfordringer. Jeg har en knægt, og han er også bidt af en gal mejetærsker”.