Entreprenør fra Aars er ny formand for DM&E

For første gang får maskinstationernes brancheorganisation DM&E en formand fra entreprenørsiden.

Formandsposten i DM&E bliver fremover varetaget af entreprenøren Niels Rüsz med egen virksomhed i Aars.

Det oplyser DM&E efter, at den nye bestyrelse har konstitueret sig.

Den hidtidige formand, maskinstationsejer Søren Ulrik Sørensen meddelte for nylig, at han ønskede at takke af efter 18 år på posten.

Med den nye formand sker der også et generationsskifte. Den 45-årige entreprenør er dog velbevandret i flere af faggrenene hos DM&E eftersom, at han er uddannet jordbrugsmaskinfører og begyndte sin karriere på Vesterbølle Maskinstation i Himmerland. Senere er han udlært kloakmester.

- Jeg er meget beæret over at blive valgt som formand for DM&E. Det er en spændende udfordring, og jeg ser frem til at tage fat på vores opgave med at videreudvikle vækstrejsen for vores brancheorganisation, udtaler Niels Rüsz.

I 2011 grundlagde han sin virksomhed NR Kloak & Beton ApS, som fra Aars udfører entreprenør- og kloakarbejde i det nordjyske område, hvor hustruen Helle er en del af dagligdagen sammen med fem-seks medarbejdere.

- Niels besidder et stærkt mandat. Som generalist har han et holistisk syn på tingene. Han taler aldrig kun sin egen sag, men bidrager med nuancerede vinkler til emnerne. Niels er kritisk, saglig og kommer med gode idéer. Han er en fremragende ambassadør for foreningen. Jeg glæder mig til samarbejdet, lyder det fra DM&E’s branchedirektør Bent Juul Jørgensen.

DM&E har i de senere år vækstet og har i dag over 700 medlemmer. Helle Lundsgaard fra maskinstationen Egekærslund ved Odense fortsætter som næstformand.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.