Formel 1-teknologi til Hardi-bomme

Hardi introducerer kulfiber til Delta Force sprøjtebommene og forsker i flere anvendelsesmuligheder.

Man skal se godt efter på Hardi’s stand på Agromek, men nyheden kan varsle nye teknologier fra Hardi. Producenten lancerer nemlig kulfiber, eller carbon, som et nyt materiale i Delta Force bomkonceptet.

»Baggrunden er et ønske om at nedbringe vægten jo længere væk fra centerparten, vi kommer samtidig med, at styrken bevares. Materialet er mange gange stærkere end aluminium og vejer kun en fjerdedel. Til gengæld er det dyrt. Vi forsker i at bruge materialet også andre steder på sprøjterne,« siger salgs- og marketingdirektør hos Hardi, Peter Henrik Dahl, der tilføjer, at det lige nu testes yderligere i både Europa, USA og Australien.

Kulfiber hjælper bommen på en række områder, primært på grund af den lave vægt og den stivhed dette materiale har indbygget som en af sine fornemmeste styrker.

Den lavere vægt betyder, at centerparten får færre kræfter, der skal kontrolleres, når bommen skal styres præcist over afgrøden i uroligt terræn.

»Det nytter ikke meget at have en lav vægt, hvis der opstår et forøget antal bevægelser i bommen, som skal ”tæmmes” i anti-yaw dæmperen og centerparten. Det vil give et forringet sprøjteresultat,« siger Peter Henrik Dahl.

Hardi begyndte for to år siden at forske i kulfiber som materiale til sprøjterne. Der er flere muligheder for, hvor materialet kan indgå, f.eks. tanke, ophæng, bomdele etc.

»I denne afvejning skal vi nødvendigvis tage fremstillingsprisen med i betragtning – og kulfiber skal indgå i produktet, hvor den lave vægt og styrken kommer mest til sin ret,« siger Peter Henrik Dahl.

Afvigerleddet i kulfiber til Delta Force 39 meter er første skridt på vejen med dette nye materiale. Hardis kulfiber element er konstrueret som en tredimensional opbygning, hvor både de frem- og tilbagegående samt de lodrette bevægelser er yderst minimale. Kulfiber har en indbygget dæmpning, der er 12 gange større end f.eks. stål – så kulfiber kan betegnes som et meget ”dødt” materiale praktisk talt uden egensvingninger.

Kulfiberbommen er vævet, og derefter bagt i et miljø med vakuum. Således kommer der ikke luftbobler i konstruktionen, og styrke/vægtforholdet er helt unikt højt.

Selve kulfiberelementet har stort set intet vedligehold. Hvis afvigerleddet bliver skadet, findes der et reparationskit, så skaden kan udbedres lokalt.

På Agromek vises et afvigerled til Delta Force bomserien, hvor bombredden er 39 meter. Denne bom er klar til levering til forårssæsonen 2017.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.