Gods sluttede høsten af med maskindemo
Sammen med Karl Mertz A/S rundede Adamshøj Gods høsten af med tre nye Agco Ideals som spydspidser i maskindemo.

Adamshøj Gods på Sjælland med kammerherre og hofjægermester Carl Boisen Thøgersen ved roret har i år kørt den første sæson med tre stk. Agco Ideal T9 mejetærskere.

De tre maskiner har stået over for 2.600 ha med korn, frøgræs, raps og ærter, og forleden kunne godset runde høsten 2019 af i samarbejde med Karl Mertz A/S.

Begge virksomheder har i fællesskab arbejdet på at lave en maskindemonstration med såvel mejetærskere som presser og såmaskiner, og med blå himmel høstede Adamshøj de sidste hektar korn lige op ad godsets hovedbygninger.

»For os er Karl Mertz en samarbejdspartner, så da de henvendte sig med idéen, var vi naturligvis villige til at deltage«, fortæller Knud Arne Frandsen, driftsleder på Adamshøj Gods.

Godset har fået sine tre Ideal mejetærskere fra Karl Mertz, og gennem høsten har forretningen stået til rådighed med mandskab for at følge de nye maskiner i marken.

»De (Ideal red.) laver en utroligt god færdigvare. De har selvfølgelig også børnesygdomme, men det vidste vi fra starten. Det er de færreste mærker, der kan sende en hel ny maskine på markedet uden at skulle justere nogle ting«, fortæller han.

Adamshøj Gods driver i alt 2.600 ha. For at få puslespillet til at gå op med logistik, rettidighed og god udnyttelse af maskinerne arbejder Knud Arne Frandsen så vidt muligt med to-tre dage i marken fra høst, til såningen er overstået.

»Hvis vi høster den første dag, presser og fjerner vi halmen den næste, og på sidstedagen eller allerede samme dag kommer vi over marken med harve eller såmaskine, så vi kan vinge den af og komme videre«, forklarer han.

Til demonstrationen havde Adamshøj presset de forskellige arbejdsopgaver ind på samme mark og på samme tidspunkt for at vise, hvordan dagligdagen ser ud for markdriften.

Maskinforretningen Karl Mertz deltog med mandskab og demomaskiner - bl.a. den nye Fendt 900 Vario. En populær stortraktor, som Anders Hansen, administrerende direktør hos Karl Mertz, mærker stor interesse for.

»Folk er utroligt interesserede i den nye serie, må vi sige. Vi har mange forespørgsler på traktoren allerede, selv om den faktisk først har danmarkspremiere i dag«, fortæller han.

Faktaboks

Adamshøj Gods:

  • Godset ejer selv 400 ha
  • Driver 1.600 ha i forpagtning rundt på Sjælland plus 550 ha i samarbejde med svigersøn
  • Dyrker hvede, vårbyg, raps, rug, ærter, frøgræs og spinat

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.