- Jeg undrer mig over, at man har brug for at køre med så store dybdeharver

Kristian Møller fra Ag Precision undrer sig over størrelsen på dybdeharver og maskiner i dansk landbrug, som lider lidt af maskinitis, mener han.

Titlen på TraktorTechs podcast er Maskinitis. Og det er ikke helt tilfældigt. Der er nemlig en general fascination, også iboende på redaktionen, for stadig større maskiner i landbruget.

En af dem, som mener, at den trang har taget overhånd, er Kristian Møller fra Ag Precision. I år er han ihærdig omrejsende i at få udbredt en sprøjte i Danmark, som kun er seks meter bred, præcisionssprøjten Ara fra Ecorobotix. Han har tidligere været en del af holdet, som skulle sælge robotten Robotti. Altså maskiner, der går imod retningen om stadig større maskiner. I disse dage kan du høre ham i lyduniverset på landbrugsavisen.dk – eller hente udsendelsen i eksempelvis Apples podcast-område eller på Spotify eller andre player ved at søge på Maskinitis.

Vil du lytte til vores podcasts fra din mobil, kan du finde dem her:

Spotify              Google Podcast (til android)              Apple Podcasts (til iPhone)

- Jeg mener, at vi bør få kigget mere på, hvordan vi får optimeret hver enkelt hektar. Vi kan lave meget mere protein per hektar. Stordriften er svær i forhold til at få lavet den optimering. Vi begynder at se nogle troværdige teknologier på, hvordan man også kan gøre det, siger han og peger på, at omstillingen for alvor rykker, når mulighederne er der for den brede masse af bedrifter på 400 til 500 hektar.

- Der er mange dygtige landmænd derude, men jeg siger bare, at man skal koncentrere sig om den værdiforøgelse, man laver. Jeg undrer mig over som landmand, at man har brug for at køre med dybdeharver i den størrelse, vi har for at få placeret et frø fire centimeter under jorden, siger han blandt andet i podcasten.

Hør flere episoder