Morgenposten: Så vild bliver ugen med nye maskiner

Et sandt nyhedsboom rammer landbruget i de kommende dage. Få et lille overblik over, hvad der venter os her – og hør dommen efter sæson 1 med en ny stortærsker på 790 hk i Danmark.

God mandag morgen,

Ja ja, det kan godt være, at EM-heltene igen spiller kamp på onsdag(kl. kvart i ni på 5’eren).

At regeringen har fået taget sig sammen til at lave et finanslovsudspil senere i dag, men de store nyheder kommer i denne uge til at ske indenfor landbrugsmaskiner.

I løbet af de kommende dage har en lang række af de største producenter nemlig tænkt sig at vise de spidse harvetænder frem og flashe en lang række nyheder. Det vender vi fluks tilbage til.

"Kunne godt bruge 50 fod"

Først skal vi lige runde et nyt kapitel i dansk mejetærsker-historie. Agco har nemlig fået sendt deres nye stortærsker ud på danske marker under årets høst. Kunden er Den Suhrske Stiftelse, som driver en lang række jorder på Vestsjælland. Her har maskinen skullet gnaske sig igennem 1.000 hektar. Vi var med i marken for en uges tid siden og på trods af de 790 hk og et 45 fods skærebord, så var der langt fra snak om overdreven størrelse på mejetærskeren – selvom skærebordet altså var vokset betydeligt fra de 35 fod, som den forrige maskine havde på de marker.  

»Det er gået utrolig godt. I går kørte jeg på nogle marker med mange korte omgange, og her gik det også bare fantastisk«, siger mejetærskerpilot og driftsleder Ejvind Larsen og kunne faktisk godt ønske sig et lidt større skærebord.

»50 fod ville ikke gøre noget. Vi kan sagtens komme rundt med det, og vi ville kunne sætte farten længere ned«, siger han.

Du kan læse meget mere i den nye papirudgave af Landbrugsavisen – og så er der også meget mere om maskinen, når TraktorTech om en uges tid er på vej rundt til læserne. 

Stærk uge for MF, Case IH og to store tyske redskabsproducenter    

Og så skal vi til historien bag overskriften. For det er bare at glæde sig til at se billeder, videoklip og en masse nye detaljer og produkter i denne uge.

Hold fast, hvor kommer der til at ske meget. MF annoncerer flere nye traktormodeller samt en række andre maskinnyheder.

Case IH er også på banen med gedigent traktornyt – og så skal ellers zoomes ind på Tyskland, hvor Horsch samler en masse journalister i Bayern, mens Krone afholder et digitalt pressemøde med en flere spændende nye maskiner.

Bag scenen har journalisterne allerede fået tilsendt nogle af nyhederne – og så har vi ellers en aftale om, at der kan skrives løs i løbet af ugen – men den endelige spænding må vi altså holde inde i os selv nogle dage endnu.  

Alle begivenheder følger vi tæt i løbet af ugen, hvor der også afholdes stor græsdag hos Helms, der viser det nyeste fra deres græsprogram på egne marker ved Herning– heriblandt en McHale Fusion 3 Plus kombi-presser med McCormicks Tractor Of the Year-finalist som trækdyr, McCormick X7.624 VT-Drive.

Hør endelig noget mere musik

Inden vi skynder os ud til alle de her maskiner, så er der også en god nyhed på musikfronten.   

Når du styrter rundt og arbejder på farmen, så er det naturligvis fedt med noget god lyd i øregangen. I Norge har der ellers været en opfattelse af, at for meget brug af den slags kunne skade hørselen. Derfor har nordmændene gået videnskabeligt til værks – og vores gode venner fra Bedre Gardsdrift beretter, at du trygt kan rocke videre, så længe du ikke skruer alt for højt op. Men mon ikke der er plads til lidt Metalica og Van Halen(ups, der afslørede jeg vist dåbsdatoren) til at kick starte mandagen.  

Læs mere her hos Bedre Gardsdrift:  

Inden vi slutter af for denne gang, så kan vi lige nå et par hurtige fra de hjemlige himmelstrøg.

Brdr. Toft, som har en klar profil på import og salg af sprøjteudstyr, har fundet en beskæftigelse mere.

De vil nemlig til at markedsføre drænspulere, oplyste de op til weekenden, hvor de også oplyste, at det er hollandske Sieger, der leverer varerne. En Sieger Drain-Jet drænspuler har som standard 500 meter slange, og hvis den skal bruges til brønde, kan der leveres ekstraudstyr.

Rå Magnum som trækdyr

Vi får som sagt en større Case IH-nyhed senere på ugen. Men Case IH har for tiden en interessant Magnum ude og køre på danske demo-marker.

Magnum 400 er nemlig ny demomodel i Danmark og leveres med en ny powershift transmission i stedet for den trinløse model – og der er altså en tro på, at der vil være kunder, som kan se en pointe i en lidt billigere transmission og mindre effekttab i marken – eks. hvis den store traktor ikke har så mange transportopgaver. Denne Magnum kan også fås som en såkaldt Rowtrac-model, hvilket kan oversættes til bælter på bagakslen.

Glæd dig til ugen. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Har lige læst DMI’s opløftende ord her til morgen om ugens vejr:

”Hvis man er til sol og tørvejr og lune temperaturer, tegner den kommende uge til at blive god”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.