Nu kan den ikke bare fås som bugseret: Breder sig mere end 10 meter i liften

Pöttinger klar med ny vender i storklassen.

Den første nul-serie på bare 15-20 enheder kører i år.

Sådan bliver det ikke ved.

Ingeniørerne er nu klar til at lade produktionsfolkene hos Pöttinger give den gas til 22/23-sæsonen med en ny vender, som giver ny kapacitet til segmentet, der gerne kører med den i liften – og samtidig vil undgå de sidste omkostninger på en bugseret vender.

Torsdag var dagen, hvor den nye HIT V 11100 vender med 10,7 meters arbejdsbredde blev præsenteret for offentligheden for en større forsamling af europæiske journalister på et pressemøde uden for Wien.

Ifølge Pöttingers nordiske direktør, danske Lars Andreasen, er det et format, som har potentiale hos danske kunder.

- Det er helt klart en størrelse, som vi har manglet som alternativ til den bugserede for dem, som gerne vil have en lidt mere overkommelig investering, siger han til LandbrugsAvisen under præsentationen.

Fra den østrigske fabrik forklarer ansvarlig produkt manager Stephan Ackermann, at man kan forvente en arbejdsradius på omkring 10 til 15 hektar i timen alt efter materialets beskaffenhed.

Et særkende, som måske stammer fra producentens bjerg- og bakkerige hjemland, er venderens mange knæk, så den kan følge forskelle i terrænet.

Hydrauliske cylindre sørger for, at der er den rette mængde tryk ud igennem de forskellige led, så den ikke kommer i svingninger undervejs.

Under transport kan den folde sig ind til lige knap tre meters transportbredde og en højde på 3,4 meter.

Ifølge Pöttinger er en umiddelbar første forventning til det første rigtige produktionsår et sted mellem 150 til 200 enheder til den nye sæson.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.