Ny Bredal første gang uden for Danmark

Bredal K110XESC’eren, producentens bugserede kalk- og gødninghsspreder blev vist på Agromek, men det er første gang, at den præsenteres uden for landets grænser og på Agritechnica. Hal 9, B16.

Den danske producent Bredal tager til Agritechnica med en regulær messenyhed, nemlig producentens kombinerede kalk- og gødningsspreder, Bredal K110 XESC. Den bugserede spreder er i nyeste aftapning 50 centimeter længere, rummer nu 11 kubikmeter i beholderen og kan nu fås med ekstra store hjul med en diameter op til to meter.

Nyheden har været vist i Danmark, men det er første gang, at den præsenteres uden for landets grænser og på Agritechnica, hvor Bredal er til stede sammen med søsterselskabet Bogballe på en nydesignet stand, hvor Bredal-sprederen med de store hjul ventes at tiltrække international opmærksomhed. Der er allerede solgt flere i både Tyskland og England.

Ønske fra kunder

- Markedet har efterspurgt stordiametrede hjul netop på de store bugserede maskiner. Det betyder en væsentlig øget fremkommelighed, og det gør samtidigt, at sprederen bliver nemmere at trække, siger Karsten Skovgaard Nielsen, adm. direktør i Bredal A/S.

De store hjul giver ekstra stor frihøjde og et mindre jordtryk. Det er også muligt at montere smallere dæk, der passer til plejesporene og dermed er mere skånsomme mod afgrøderne.

Kører i plejesporene

Den nye spreder er udstyret med Bredals foldbare XE-spredeværk, der har en spredebredde op til 30 meter for kalk og 48 meter for handelsgødning. Den har desuden sektionskontrol, kantspredning til begge sider, vejeceller og Isobus-opkobling til traktorens GPS-system.

- Da den samtidig har markedets bredeste spredning af kalk på op til 30 meter, kan sæsonen for kalkudkørsel udvides , fordi den kan køre i plejesporene, lyder det fra Bredal.

Stand med Bogballe

Bredal har sammen med Bogballe i år skruet op for Agritechnica-ambitionerne. Det sker i år på en nydesignet og større stand på 537 Kvadratmeter. For første gang deler Bredal stand med søsterselskabet Bogballe. De to selskaber deler messefaciliteter, så gæsterne på ét sted kan opleve et komplet program af bugserede og liftophængte handelsgødningsspredere.

Emneord Agritechnica 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.