Ny Quadtrac i Europa: Bælter forlænget for at overføre massivt moment og effekt

De resterende modeller lever videre endnu, men Case IH har fået et voldsomt flagskib, der på ét punkt sætter rekord.

Quadtrac 715 er netop præsenteret i Europa. Den ekstremt stærke traktor havde ellers fundet vej til offentligheden i Nordamerika via lanceringen på Farm Progress for nylig, men i går torsdag præsenterede Case IH så "dyret" for den europæiske landbrugspresse, hvor LandbrugsAvisen var med.

Indrømmet: Traktoren kommer ikke til at sætte salgsrekorder i Danmark. Men den har til gengæld rekorden som verdens stærkeste serieproducerede traktor på markedet pt.

Motoren yder nominelt 715 hestekræfter, men ved maksimal effekt runder den 778 hestekræfter - og den har et maksimalt drejningsmoment på 3.255 newtonmeter ved 1.400 motoromdrejninger. 

Effekten kommer fra en seks cylindret 16 liters FPT Cursor motor, der kommer fra mejetærskerne, men som altså for første gang har fundet vej til en traktor hos Case IH. De mindre Quadtracs- og Steiger-modeller kører nemlig med den mindre 13 liters Cursor, der yder op til små 700 hestekræfter.

Kabinen, chassis og drivlinjen er der ikke ændret alverden ved. Der er kommer lidt mere aflægningsplads i kabinen, lidt mere LED-lys og så videre, men til gengæld skiller selve bælteundervognene sig ud. 

For at kunne overføre den høje effekt er drivhjulet øget med 10 centimeter i diameter således at fem ribber i stedet for fire altid er i kontakt med hjulet, og bælterne er ligeledes blevet 30 centimeter længere i forhold til de mindre modeller. 

Trækket er ligeledes standard kategori 5, og Case IH har fundet plads til 11 pct. mere brændstof i tanken, der nu sluger næsten 2.000 liter pr. optakning.

Du kan kende den nye Quadtrac på sit udseende fortil, hvor motorhjelmen har ændret design. Det gælder indtil videre eksklusivt for den store 715, men mon ikke, vi i løbet af et år eller to ser de eksisterende modeller blive opgraderet. 

De første eksemplarer af Quadtrac 715 forventes til Danmark i løbet af næste år.

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.