Se den her: Nyt flagskib leger med lyset og leverer olie i rigelige mængder

Valtras nye S-serie er nu en rendyrket finsk traktor, og den har mulige esser i ærmet med 400 liter olie i minuttet samt forskellige toner på arbejdslyset.

Den blev lanceret officielt sidst år. Nu er "The Boss" så kommet til Danmark, hvor den nye S-serie skal på demo-tour de kommende dage hos landets Valtra-forhandlere.

I går tirsdag var LandbrugsAvisen inviteret ud for at se den nye traktorserie og danne os et førstehåndsindtryk, og det er hurtigt klart, at flere ting har ændret sig på traktoren. Først og fremmest er den nye S'er nu en 100 pct. finsk traktor. Forgængeren blev nemlig produceret i Frankrig hos Valtras søstermærke Massey Ferguson, og den delte samtidig kabineramme med flere af de røde traktorer. Det er slut nu, eftersom sjette generation S fremstilles på Valtra-fabrikken i Finland - og iøvrigt får samme identiske kabine som såvel Q-, T- og N-serien.

Tilpasninger på fabrikken

At S-serien fremstilles i Finland gør også, at den nu bliver en del af Valtras såkaldte Unlimited Studio, hvor alt lige fra farve på traktoren til subwoofer i kabinen kan ændres og tilkøbes. Det gælder også en smart lille detalje på arbejdslyset:

- Traktoren har nu LED-lygter hele vejen rundt, og som et tilvalg kan man via en app eller en lille fjernbetjening ændre farven på lyset i fem forskellige toner. For eksempel ved snerydning vil man hellere have et varmere, gulligt skær i stedet for det helt blåhvide lys, fortæller Bent Henneberg fra Valtra Danmark.

En anden ting, som dog ikke er en del af Unlimited Studio, men som får Valtra S til at skille sig ud, er muligheden for at skrue helt op for de hydrauliske muskler.

- Traktoren har som standard en 200 liters LS-pumpe, men den kan udstyres med to hydraulikpumper, begge på 200 liter, så traktoren således har en samlet kapacitet på 400 liter, fortæller salgs- og produktspecialist hos Valtra Danmark Bent Henneberg.

Men den megen olie skal også kunne omsættes til praktisk brug, og det har Valtra en løsning på.

- Den ene pumpe leverer olie til udtag nummer et, to og tre samt styrtøjet. Den anden leverer olie til udtag nummer fire, fem, seks samt Power Beyond, hvor sidstnævnte er opgraderet kraftigt, så den kan levere masser af olie ud til en ekstern maskine/redskab. Samtidig er udtag nummer tre en trekvart-tomme ventil, så vi har mulighed for at trække 170 liter ud af den i minuttet, uddyber Ole Schultz, servicechef hos Valtra Danmark.

Læs mere om den nye Valtra i den kommende udgave af LandbrugsAvisen i "Førstehåndsindtrykket".

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.