Semler køber resten af succesfuld maskinforretning

Overtager det fulde ejerskab af Herborg Maskinforretning.

Med opkøbet af den bestemmende indflydelse og 51 procent af aktierne i Herborg Maskinforretning i 2019 overtog Semler Agro ansvaret for hele John Deeres marked for landbrugsmaskiner i Danmark.

Samtidig fik man en andel af en af landets mest profitable maskinforretninger – og det daværende ledelsesteam og ejerskab med om bord.

Nu overtager Semler Agro så de resterende aktier, meddeles det i en pressemeddelelse.

Overtagelsen er trådt i kraft fra årsskiftet.

- Vi har brugt de seneste år på at integrere Herborg Maskinforretning i vores organisation, som har været en afgørende del af vores strategi, og vi er glade for at have nået frem til en aftale, som alle parter er enige i. Det fulde ejerskab er det rigtige skridt for alle, og vi kan nu fortsætte integrationen samt yderligere udvikle og ensarte vores koncepter, lyder det fra Lars Beck, administrerende direktør i Semler Agro.

Fra Herborg Maskinforretning kalder, nu tidligere, indehaver Keld Andersen det for et naturligt skridt.

- Det har været den rigtige beslutning fra start, så den nye aftale er et naturligt næste skridt. Vi har været en del af Semler Agro i snart fem år, og jeg er sikker på, at forretningen fortsat vil udvikle sig positivt med det nye ejerskab til glæde for både vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, siger han i en kommentar.

Ifølge Semler Agro vil man fremover fortsat investere massivt i digitale løsninger og øge det fokus hos Herborg Maskinforretning og kombinere det med Herborgs tradition for tæt kontakt med kunderne.

Det oplyses, at Lars Henrik Hansen og Jakob Pedersen efter eget ønske fratræder deres lederroller i Herborg Maskinforretning. Alle øvrige medarbejdere, herunder de ledende medarbejdere, i Herborg Maskinforretning fortsætter i deres nuværende job.

Mens det har taget adskillige år at få en profitabel maskinforetning ud af Semler Agros egen organisation efter en lang række opkøb af lokale maskinforretninger, så har Herborg Maskinforretning i årevis været en yderst velsmurt forretning. I det senest offentliggjorte regnskab leverede folkene hos Herborg et overskud på 35 millioner kroner i en branche, hvor marginerne traditionelt er knivskarpe.

I de seneste offentliggjorte regnskaber genererede Semler Agro og Herborg Maskinforretning samlet en omsætning i 2022 på cirka 1,4 milliarder kroner og et samlet overskud på 67,8 mio. kroner før skat.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.