Simon fik testet JD 8370R

Testen af traktorer trak et pænt antal - ikke mindst yngre interesserede.

»Den var fin at køre - og nem i forhold til størrelsen. Med trinløs transmission træder man jo bare på speederen.«

Simon Grove Henningsen på 17 år og fra Løgstør-kanten havde allerede inden Agromek booket en testkørsel af en John Deere 8370R som en del af turen til Herning.

Kun af ren nysgerrrighed og for at prøve, hvordan en stor John Deere er at have mellem hænderne. Simon går på grundforløbet på Nordjyllands Landbrugsskole.

De fleste andre i køen for at teste en John Deere eller New Holland traktor er unge som han selv. Testkørslen foregår bl.a. på en græsmark bagved MCH.

»De krav, der bliver stillet, er at man ikke er beruset. Og det er jo fair nok,« siger Simon.

»Derhjemme kører vi New Holland, bl.a. en NH T7060 med Powershift. Men det er fint at prøve noget andet.«

»Testkørsel på bl.a. Agromek er en rigtig god ide - og vigtig. Ikke mindst for at de unge kan lære traktorerne at kende,« siger en anden testkører, som dog slet ikke er landmand selv.

Det er tyske Wolfgang Pietzsch, der bor i Schweiz og er ansvarlig for John Deeres salg af reservedele i Danmark - samt Afrika og Mellemøsten.

Den arealfordeling er han selv den første til at grine af.

»Jeg kørte første gang en John Deere 1020 som dreng i Sydtyskland i 70erne,« siger Wolfgang Pietzsch.

»Nu kender jeg naturligvis traktorerne og maskinerne fra vores selskab, men alligevel udnytter jeg chancen for at køre en traktor og få en snak med personalet fra firmaerne, som sælger dem. I denne omgang var jeg interesseret i at prøve 7R-serien,« siger reservedelschefen, der tog en tur i en JB 7310R.

»De unge, som prøver en traktor her, er jo fremtidens landmænd. og det er skønt at deres begejstring for traktoren og erhvervet,« understreger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.