Topdanmark advarer landmænd: Mudder på vejene kan koste ulykker

Når de danske landmænd så småt begynder at ramme de danske veje, kan det ikke undgås at der kommer mudder på landevejene. Og det kan koste trafikulykker. Hvert år oplever forsikringsselskabet Topdanmark bilulykker, som skyldes fedtede veje.

Foråret kommer tættere og tættere på. Det betyder også, at de danske landmænd og maskinstationer er at finde på de danske landeveje.

Landmændene og maskinstationerne har pligt til at sikre, at der bliver ryddet op på landevejene, efter blandt andet kørsel med gylle, og det er vigtigt, for det kan koste ulykker, hvis vejene er fedtede, siger agronom i Topdanmark, Svend-Anker Worm.

”Det glatte føre kan være farligt for andre bilister på vejene. Og selv om landmændene er dækket gennem deres ansvarsforsikring, er det et tungt ansvar at bære, hvis ulykken også betyder, at nogen er kommet til skade,” siger  Svend-Anker Worm og fortsætter:

”Derudover vanker der også en bøde, hvis politiet finder en landmand, som ikke har ryddet op efter sig. Og det er sjældent svært, for sporene er ganske tydelige.”

FREM MED SKILTE OG KOST

For at forebygge at bilister kommer galt afsted, er det en god idé at sætte skilte op på de glatte strækninger. Og så i øvrigt anskaffe sig en kost til traktoren, og sørge for at rydde op, når dagens arbejde er overstået.

”I de lyse timer behøver landmanden ikke rense vejene. Men om aftenen, hvor bilisterne kan have svært ved at se, om vejen er ren eller ej, er det vigtigt, at vejen ikke dækket af pløre og ælte, som de kan risikere at skride ud i,” siger Svend-Anker Worm, der også opfordrer bilisterne til at sætte farten ned og være ekstra påpasselig på vejstrækninger, der kan være fedtede og glatte.

FÅ STYR PÅ HVEM, DER RYDDER OP

Mange landmænd har aftaler med maskinstationer, og her er det vigtigt at aftale, hvem der rydder op. 

”Hvis aftalerne ikke er på plads, risikerer landmanden at stå med hele erstatningsansvaret alene, hvis der sker en ulykke som følge af glat føre,” siger Svend-Anker Worm

Emneord ulykke

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.