Træner til VM-pløjere: Vær i dit eget bur

I dag starter VM i pløjning. Nu skal der være helt ro omkring de danske pløjere, siger træner Hardy Andersen.

I dag, lørdag, går VM i pløjning for alvor går i gang i York i Nordengland.

Træningen fredag handlede om at opnå fuld koncentration hos de danske deltagere Søren Korsgaard og Flemming Thorsager.

Det fortæller træner for det danske pløjeteam Hardy Andersen til landbrugsavisen.dk.

 "Det er vigtigt, at du er i dit eget bur. Du skal ikke lukke noget ind udefra, men koncentrere dig om dit eget," siger Hardy Andersen.

 Han har brugt meget tid på psykologisk at forberede de to pløjere i træningsdagene op til konkurrencen.

"Det er svært at træne sig til virkelig at tro på det. Det handler egentlig om ikke at kigge over til naboen, eller tænke på, at det godt nok ser flot ud ovre hos ham. Det tager lang tid at nå dertil," siger han.

Pløjerne får brug for fokus, fordi jordstykkerne mellem de konkurrerende pløjere overlapper. Til selve konkurrencen vil pløjerne skulle lave afslutningen på pløjningen i naboens spor.

Hold igen med øllene

VM i pløjning er et verdensmesterskab som så mange andre. Inden et løb har cykelryttere ry for at spise store mængder kulhydrater, som for eksempel pasta, for at fylde energidepoterne op.

Så langt går træner Hardy Andersen ikke.

 "De skal jo ikke drikke for mange øl aftenen inde, men hvad de spiser, det går vi ikke sådan op i," siger Hardy Andersen.

I stedet kæmper hele holdet for at blive færdige. Udstyret var pudset og klar fredag kl.16, hvorefter der var lodtrækning om, hvilke stykke jord hver pløjer skal køre på.

"Vi bliver færdige – det skal vi være. Selvfølgelig føler man altid, at man kunne have brugt en dag mere," siger Hardy Andersen.

Både han og den danske dommer Jens Iversen mener, at der bestemt er udsigt til medaljer til Danmark i år. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.