Uno-X Landbrug skifter navn

Fremover vil Uno-X Landbrug hedde YX Landbrug.

Den 14. november skifter olieleverandøren Uno-X Landbrug navn og logo til YX Landbrug. Navneskiftet markerer samtidigt nye ambitioner, melder selskabet.

Meningen med navneskiftet er at distancere sig fra lavprisbenzinselskabet.

»Vi skal være kendt for den bedste kundeoplevelse og tørløbssikring som olieleverandør til dansk landbrug, og der må ikke være nogle mislyde eller misforståelser i forhold til det selvbetjente univers for privatbilister, som Uno-X repræsenterer. Hos Uno-X er det kundevenlig selvbetjening, der er i fokus. YX Landbrug er derimod dedikeret til dansk landbrug, og med vores eget brand og identitet, som ikke deles eller associeres med andre, kan vi nå vores ambitiøse målsætning,« siger divisionschef i YX Landbrug Michael B. Hansen i en pressemeddelelse.

YX Landbrug melder, at deres ambition er at være markedsledende inden for landbruget i Danmark.

»Filosofien er, at man ikke kan være den bedste til alt og derfor må vælge til og fra. Det har man arbejdet med gennem de seneste år, og det har bevirket, at YX Landbrug i dag fremstår tydelig og dedikeret til dansk landbrug - og navneskiftet understreger en tydeligere ekstern markering heraf,« melder selskabet.

Tørløbssikring: landmandens maskiner må aldrig holde stille

Via en optimeret tørløbssikring vil YX Landbrug sørge for, at kunden aldrig løber tør for olie. Med stadig mere effektive og større maskiner øges kravene til olieleverandøren - specielt i spidsperioderne.

Tørløbssikring er en kombination af tre ting: En tankalarm som måler niveauet i tanken, den rigtige tankstørrelse i forhold til kundens forbrug, og endeligt medarbejderen der overvåger kundernes forbrug og sikrer, at man er på forkant, når vejret er til det - også i weekenderne.

YX Landbrug er en del af YX Danmark A/S, som desuden består af YX Erhverv og YX Fyringsolie. YX Danmark A/S vil fortsat være en del af Reitangruppen A/S, som desuden ejer de landsdækkende kæder Rema 1000 og 7-Eleven.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.