Philipp: »Hvis de andre skal have statsstøtte, skal vi også«

Danske mælkeproducenter bør ikke snydes for en national støtte på 112.000 kr. pr. producent, hvis kollegerne i andre EU-lande får. Det mener Peder Philipp, formand for L&F Kvæg.

Danske mælkeproducenter må forlange samme konkurrence vilkår som kollegerne i andre EU-lande.

Derfor bør regeringen enten tilbyde national støtte til de danske mælkeproducenter, sådan som EU vil give adgang til, eller finde andre måder at forbedre sektorens rammevilkår på.

Det mener Peder Philipp, formand for Landbrug & Fødevarer Kvæg.

Støtte til at droslened

Peder Philipp reagerer dermed på, at et stort flertal af EU-landene forleden gav opbakning til EU-Kommissionens forslag om i en periode at tillade statsstøtte til kriseramte mælkeproducenter, der frivilligt skærer ned på deres produktion.

Danmark stemte ganske vist imod - som det eneste EU-land. Men det forhindrer ikke toget i at køre videre.

112.000 kr. pr. landmand

Konkret betyder forslaget, at EU-landene i en periode på seks måneder vil få mulighed for årligt at udbetale op til 15.000 euro, svarende til 112.000 kroner, i national støtte pr. mælkeproducent.

I første omgang gælder ordningen i seks måneder. Der er dog lagt op til, at ordningen kan forlænges i yderligere seks måneder.

»112.000 kr. kan altså godt gøre en forskel, også for en trængt, dansk mælkeproducent,« siger Peder Philipp.

Danmark stemte ene imod

EU-Kommissionens forslag om at åbne for statsstøtte til de trængte mælkeproducenter var til afstemning i Forvaltningskomitéen forleden.

21 lande stemte for, seks stemte hverken for eller imod - og Danmark sagde nej.

Det har Peder Philipp fuld forståelse for.

»Vi er helt enige med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen om, at det her er noget værre bras, og han har gjort, hvad han kan, for at forhindre det.«

»Men det ændrer jo ikke på, at situationen nu er, at de tiltag, der er i udsigt, kommer til at skade vores konkurrenceevne her hjemme.«

To veje at vælge mellem

Derfor bør de danske politikere vælge mellem to veje frem, hvis de vil sikre danske mælkeproducenter fair og lige vilkår, mener Peder Philipp

»Enten må man give os de samme muligheder for national støtte. Eller man må lette vore rammebetingelser.«

Det kan ifølge Peder Philipp ske på flere måder, som vil kunne give en hurtig effekt på mælkeproducenternes bundlinje, f.eks ved lempelser af PSO-afgiften, pesticidafgifterne, eller jordskatterne.

»Vi må forlange lige vilkår: Enten går man den ene vej i rundkørslen eller den anden. Man kan ikke stemme sig fri for konkurrenceforvridning.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.