Seks gode råd til at lette overgangen til zinkfri fravænning

Konferencen Zero Zinc Summit i sidste uge samlede over 450 deltagere fra ind- og udland. Løsningerne stod ikke i kø - men seks tiltag , der letter overgangen til zinkfri fravænning blev fremhævet, se faktaboksen.

Udfordringen er den samme for rigtig mange svineproducenter, men et møde i sidste uge viste, at det ikke er let af finde zinks afløser.

»Der er mange, der prøver forskellige tiltag. Mange tiltag ser lovende ud, men der er endnu ingen, der har fundet løsningen«, bemærkede sektordirektør Chr. Fink Hansen, da seminaret var ved at nå til vejs ende.

Han tilføjede, at man nok heller ikke finder én løsning, der passer til alle besætninger, men at løsningen bliver en kombination af flere tiltag.

Selv om mange deltagere måske havde håbet at kunne tage hjem med nogle klare budskaber om, hvordan man skulle få smågrise gennem de første uger uden brug af zink, måtte deltagerne nøjes med nogle indikationer af, hvor der er størst tiltro til succes.

På baggrund af indlæggene kunne man konkludere, at følgende tiltag letter fravænning uden zink:

  • Jo større foderoptagelse før fravænning, jo lettere klarer grisene sig uden zink efter fravænning.
  • Ca. 18 procent råprotein i fravænningsfoderet tilsat syre/surt foder
  • Høj fravænningsvægt
  • God adgang til foder til alle grise samtidig
  • Restriktiv fodring/mange mindre måltider

Planter

Charlotte Lauridsen, Foulum, fortalte, at planteekstrakter fra bær og frugter kunne have en vis effekt på e-coli, ligesom hun pegede på effekten af fermentation og af lavt pH i vådfoderet.

»Det lader til at disse tiltag har effekt«, sagde Charlotte Lauridsen, der også fremhævede det problematiske i, at mange grise ikke æder det første døgn eller to efter fravænning.

Jan Willem Resink, Trouw Nutrition, havde netop undersøgt grises ædemønster i dagene efter fravænning. En gruppe fik ad libitum fodring, en anden fik adgang til foder kl. 8-9.30, en tredje gruppe blev fodret restriktivt seks gange i døgnet.

»Den sidste gruppe klarede fravænningen bedst, havde lavest pH i maven og mindst maveindhold«, forklarede Jan Willem Resink, Trouw Nutrition.

Både et lille maveindhold og et lavt pH giver colibakterier ringe betingelser for at udvikle diarré hos grisen. En jævn, stabil stigning i foderoptagelsen sikrer ifølge Jan Willem Resink grisen bedst mod diarré.

Faktaboks

6 anbefalinger om ophør med zink

  1. Foderoptagelser: Jo større foderoptagelse før fravænning, jo bedre
  2. Råprotein: Ca. 18 procent råprotein i fravænningsfoderet
  3. Surt: Tilsat syre/surt foder
  4. Vægt: Høj fravænningsvægt og fravænningsalder
  5. Fodring: God adgang til foder til alle grise samtidig
  6. Tildeling: Evt. restriktiv fodring/mange mindre måltider

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.