Konsulent: Her kan landmænd spare penge - og øge sikkerheden

LandboUngdom giver de unge kurser, der kan spare de fremtidige virksomheder for udgifter til maskineftersyn.

En dag får en landmand et kæmpe chok, da han hører et stort brag i stalden. I tankrummet bag en mælketank står en luftkompressor. Den er eksploderet.

"Landmanden fik først sin hørelse tilbage flere dage senere," fortæller arbejdsmiljø- og HR-konsulent ved LandboUngdom Hans Jürgen Dethlefsen.

Han giver det 10 år gamle eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis arbejdssikkerheden ikke er i orden.

I denne måned har Hans Jürgen Dethlefsen undervist unge landmænd fra LandboUngdom i  i det lovpligtige eftersyn af maskiner og tekniske hjælpemidler.

Arbejdsmiljøkonsulentens budskab er, at landmænd både kan spare penge og højne sikkerheden ved at få sine unge landbrugsmedarbejdere til at servicere og vedligeholde udstyret. Mange unge er dygtige - og vil gerne rode med maskinerne.

I sagen om luftkompressoren, der blev brugt til at give luft til at åbne og lukke lågerne i malkestalden, var det manglende vedligehold, der var synderen. Den var ikke blevet efterset i mange år.

"Den blev aldrig slukket og heller ikke serviceret," forklarer arbejdsmiljøkonsulenten. 

Vand havde opbygget sig inden i kompressoren og opbygget rust på indersiden af lufttanken. Så en dag, da landmanden er i stalden for at malke bare fem meter fra kompressoren, eksploderer den. 

"Når de ikke bliver efterset, er der stor risiko for, at de eksploderer med et meget højt brag," fortæller han. 

Spare penge

Hans Jürgen Dethlefsen påpeger, at virksomhederne kan spare penge, ved at virksomheden og medarbejderne selv udfører eftersyn på maskiner på arbejdspladsen.

Ved kurset, der blev afholdt af Tønderegnens landboungdom, deltog 18 personer, både elever og faglærte landmænd.

"De unge kan nu vurdere, hvad man kan klare selv, og hvad der kræver en specialist, og så kan man spare penge, og det er brugbart især i disse krisetider," mener arbejdsmiljøkonsulenten.

alt skal efterses

Kurset omhandlede eftersyn af alt fra stiger og vinkelslibere til store mejetærskere.

Det kom bag på de fleste, at selv boremaskinen skal ses efter, forklarer hans Jürgen Dethlefsen.  

"De fleste ting skal efterses en gang om året, det gælder også brandslukkeren og øjenskylleren i Falckkassen," siger han.

De fleste havde hørt, at trykluftbeholdere og kompressorer bør efterses.

"Der er heldigvis også langt i mellem, at folk bruger beholder til trykluft, som ikke er beregnet til det," siger Hans Jürgen Dethlefsen. 

De mange ulykker

Inden for den sidste måned har der været fem dødsfald i landbruget.

Med de mange uheld, mener arbejdsmiljøkonsulenten, at det er vigtigt at få tjekket sine maskiner og have fokus på sikkerheden på arbejdspladsen. 

"Arbejdstilsynet vil have fokus på de store maskiner, for det er der, skaderne sker. Det vil helt klart være en større fokusområde i den kommende tid," siger Hans Jürgen Dethlefsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.