Maskinproducenten Kongskilde, som DLG har planer om at sælge, bliver atter ramt af fyringer. Der er tale om en fremskyndelse af DLG's trimning, der skal gøre selskabet klar til salg.
Kongskilde fyrer 80 ansatte - hovedsageligt timelønnede - på fabrikken i Sønderborg og 22 i resten af landet. Derudover melder Kongskilde, at der vil følge nye fyringer senere i år og næste år.
”De påtænkte afskedigelser er planmæssige og normale for sæsonen, men vi tager konsekvensen af, at det globale marked er i nedgang, og derfor har vi kunnet justere yderligere allerede nu,” siger Ole Gade, administrerende direktør i Kongskilde, i en pressemeddelelse.
Kongskilde, der producerer, harver, såmaskiner, plove og lignende, er ramt af, at markedet for landbrugsmaskiner har taget et betragteligt dyk i løbet af de sidste måneder. Salget på det globale marked er ifølge DLG faldet med over 20 pct. i forhold til sidste år.
”Samtidig er vi kommet så langt i genopretningen af Kongskilde, at vi kan se, hvor andre planlagte tiltag samt justeringer af Kongskildes produktlinjer med fordel kan sættes i værk nu,” siger Ole Gade.
Skal tjene penge næste år
Markedssituationen har ikke rokket ved DLG’s plan om at gøre Kongskilde rentabel inden for få år og klargøre virksomheden til et frasalg.
”Vi har tidligere kommunikeret, at Kongskilde skal være rentabel i 2016, og det er fortsat vores forventning,” siger Lars Sørensen, bestyrelsesformand i Kongskilde og vicekoncernchef og CFO i DLG-koncernen.
Da DLG tidligere i år offentliggjorde årsregnskabet meldte de ud, at Kongskilde skal sælges.
”Kongskilde har et stærkt brand med produkter af international klasse og stærke kompetencer. Men Kongskilde passer ikke ind i DLG’s produktportefølje, og for at virksomheden kan nå sit fulde potentiale, ønsker vi at finde en stærk partner eller en køber, der kan drive virksomheden videre,” siger Lars Sørensen.
Relaterede artikler
Kommentarer