International konference: Ingen nemme løsninger uden zink - her er 4 gode råd

Lørdag 25. juni var sidste dag, hvor zink måtte bruges ved fravænning. Stor konference i sidste uge lovede ingen nemme erstatninger. 

Nu er det slut med zink i Danmark og i hele EU. Det har det allerede været i for eksempel Holland i nogle år.

- Der bliver ingen nemme løsninger på at undvære zink, lød det fra den australske professor John Pluske i hans indlæg på Zero Zinc Summit, der onsdag og torsdag i sidste uge samlede mere end 450 deltagere i København fra mere end 30 lande.

Han kunne dog give nogle generelle anbefalinger til lettere at overvinde zinkophøret. 

- Jo mere råmælk pattegrisen optager, jo lavere dødelighed ser vi både før og efter fravænning og helt frem til 22 ugers alderen, påpegede han.

Han fremhævede også, at grise fra gylte havde større dødelighed end grise fra søer, og at der blev brugt tre gange så meget antibiotika til disse grise fra gylte end fra søer. 

Overraskende kunne han også fortælle, at det gav mindre diarré, hvis pattegrisene blev gående i farestien to til seks dage efter fravænning i stedet for straks at blive flyttet til en smågrisestald. Det er mod de fleste anbefalinger omkring virushåndtering.

- Forklaringen kan være, at det stresser grisen at blive flyttet og blive fravænnet samtidig, sagde den australske professor. 

Han bekræftede også, at tidlig fodring af pattegrise i farestalden reducerede forekomsten af diarré efter fravænning. 

Fravænningsalder

Fravænningsalder har længe været nævnt som en faktor i relation til  grisenes trivsel efter fravænning.

- Ja, fravænningsalder har betydning, men om det for eksempel mere er korreleret til foderoptagelsen er usikkert, sagde John Pluske. 

Han præsenterede en undersøgelse, der viste, at en gris fravænnet 32 dage gammel æder 75 procent af sit foder efter dag 21. 

- Derfor er det svært at adskille effekten af alder og foderoptagelse, sagde han. 

Gennemsnitlig fravænningsalder er én ting, spredningen i fravænningsalder noget andet. To besætninger med samme gennemsnitlige fravænningsalder kan have stor forskel i andelen af tidlig fravænnede grise.

Og det er primært de tidligt fravænnede, der giver udfordringer.  

- Tarmens udvikling følger primært alderen, så jo flere tidligt fravænnede grise, jo større udfordringer ser vi, sagde John Pluske. 

Faktaboks

4 råd om lettere fravænning uden zink

 

  • Fodring: Jo mere tørfoder pattegrise æder før fravænning, jo lettere klarer de alt lige selve fravænningen, og jo lettere fortsætter de med at æde efter fravænning.
  • Alder: For hver dag man kan øge fravænningsalderen, jo lettere har grisene ved at klare fravænningen uden diarré. Foderoptagelsen før fravænning hænger også sammen fravænningsalderen.
  • Spredning: Gennemsnitlig fravænningsalder i en besætning kan dække over en stor variation. I relation til zinkophøret er det uheldigt, hvis der er mange tidligt fravænnede grise.
  • Fibre: Forsøg viser, at en vis mængde fibre i fravænningsfoderet reducerer risikoen for fravænningsdiarré.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.