Seges leder efter løsninger: Hvorfor klarer en besætning sig uden zink?

Seges Svineproduktion besøger mange besætninger, der kører uden zink.

Dyrlæge Nicolai Weber, Seges Svineproduktion, har en mission om at finde den eller de forklaringer på, at nogle besætninger klarer sig fint uden veterinært zink til smågrisene.

»Danske svineproducenter har ligesom resten af EUs svineproducenter højst fire år til at lære at klare sig uden zink«, forklarer han.

Indtil videre har han besøgt omkring 20 besætninger, som er stoppet med zink. Han undersøger nu, hvilke fællestræk besætningerne har, og hvilke forhold der har størst betydning for, om en besætning kan klare sig uden zink.

Der er ingen fællesnævner, der går igen i alle besætninger, men områder som høj fravænningsvægt, lav belægning i smågrisestalden og stabil pasning er sammen med veluddannet personale forhold, han ser flere steder i besætninger, der klarer sig uden zink.

»Foderoptagelsen før fravænning spiller nok også ind. Grise der har ædt meget før fravænning, klarer sig lettere uden zink efter fravænning«, siger han.

Som hos Torben Hansen er det også en fordel at blande grisene så lidt som muligt ved fravænning. På det område er Torben Hansen og mange andre svineproducenter udfordret af stigende antal levendefødte. Det presser pladsen i smågrisestalden og gør det ofte nødvendigt at sammenblande grisene.

På baggrund af Nicoalai Webers erfaringer sætter Seges i løbet af 2019 afprøvninger i gang hos en række afprøvningsværter.

»Derfor vil vi gerne have kontakt til besætninger, der vil afprøve de tiltag, vi mener har størst effekt, men det skal helst være besætninger, som fortsat bruger zink«, lyder det fra dyrlægen.

Den erfaringsindsamling, han har gennemført i foreløbig 20 besætninger, fortsætter han gerne med i 2019.

 

Emneord Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.