Jyske Markets: Majsprisen drøner i vejret - hvede står stille

I USA og Europa er majsprisen steget med henholdsvis 20 og 13 procent siden 1. april.

Majsmarkedet har stået lidt i skyggen af sojamarkedet de sidste par måneder. Men rent faktisk er majsprisen siden 1. april i USA steget små 20 procent og i Europa med ca. 13 procent.  I samme periode har hvedeprisen næsten ikke flyttet sig. Det skriver Jyske Markets i en aktuel markedskommentar.

Den amerikanske majseksport er en af årsagerne til stigningen, og eksporten har i de seneste måneder vist flotte takter. 130.000 ton til en ukendt køber blev annonceret fredag.

95 procent af majsmarkerne i Frankrig er etableret, men ifølge Agritel kan de sidste hektar blive en udfordring grundet våde forhold.

Kina øgede desuden markant majsimporten i april måned. Landet råder dog over massive overgangslagre, svarende til næsten det halve af den totale globale lagerbeholdning på 207 mio. ton. Landet ønsker at tynde ud i lagrene, og bortauktionerede i fredags en mængde på 890.000 ton, hvor hovedparten var mængder fra 2012. Interessen og salget var god, set i lyset af, at landet kun ønsker at bortauktionere ca. 2 mio. ton af reservelagrene.

Regn i rigelige mængder generer ikke kun majstilsåningen i Frankrig, nedbør begynder også at give lidt usikkerhed i forhold til hvedemarkerne, hvor smittetrykket er meget højt efter det fugtige og varme vejr. Dog er der endnu intet alarmerende i tallene, og vi må forholde os til, at udsigterne som helhed for Europa er lovende for hvedeproduktionen.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.