Mængden i salg af økologiske varer faldt i 2023

Men målt i mængder er faldet dog på fire procent. Økologisk kød er gået mest tilbage med 14 procent i forhold til 2022.

Efter et år med fald i salget af økologiske fødevarer viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, at salget i 2023 har stabiliseret sig. Økologien har, som andre fødevarer, været udfordret af inflation og stigende omkostninger. Men nu ser det ud til at vende.

Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

Nulvækst 

Foreningen henviser til en opgørelse fra Danmarks Statistik som viser, at den økologiske omsætning i 2023 har stabiliseret sig på 15,5 milliarder kroner. Målt i mængder er der dog tale om et fald på fire procent, men sammenlignet med 2022 er det positive takter, understreger foreningen i pressemeddelelsen:

- Det økologiske marked havde i starten af 2023 stadig udfordringer med en vis venten og tilbageholdenhed blandt forbrugerne. Derfor vidner det samlede resultat om en meget stærk 2023 slutspurt for den økologiske afsætning. Det er ganske vist en nulvækst, men i lyset af de store prisforskelle mellem økologiske og konventionelle fødevarer, og de markante reduktioner i vareudbuddet på økologi, som kendetegnede begyndelsen af året, er det faktisk et positivt resultat, siger Carsten Ahrenfeldt, som er markedschef i Økologisk Landsforening.

Grøntsager klarer sig bedst

Opgørelsen viser i følge pressemeddelelsen, at den økologiske omsætning i 2023 stadig ligger over niveauet før corona, hvor væksten i det økologiske salg i detail steg markant.

Den varegruppe, som er gået mest frem er økologiske grøntsager, der er steget med fem procent – særligt tørrede grøntsager og bælgfrugter. I alt udgør grøntsager to-tredjedele af frugt og grønt omsætningen.

Den varegruppe, der er gået mest tilbage, er økologisk kød med en tilbagegang på 14 procent i forhold til 2022.

Kilopriserne er i gennemsnit steget med tre procent for de økologiske fødevarer.
Økologiens to store varegrupper er fortsat frugt og grønt, samt mejeri. Det økologiske frugt- og grøntsalg har i 2023 en omsætning på 5,7 mia. kroner, mens salget af økologiske mejeriprodukter ligger på 4,1 milliarder kroner.

Gode takter

Økologisk Landsforening har allerede nu en pejling på, hvordan første kvartal af 2024 ser ud for det økologiske salg i detail. Tal fra analysevirksomheden Kauza viser en lille vækst på 1,2 procent i salget målt i værdi af økologiske fødevarer i detail.

- Det slår dermed også gode takter an for udviklingen her i 2024. Markedet skal nok returnere til positive vækstrater, når de større samfundsøkonomiske udfordringer som inflation, stagnation og renteudvikling er kommet under kontrol. Både resultaterne fra 2023 og vores dialoger med markedets aktører peger på, at vi i år samlet set kan forvente fremgang, siger Carsten Ahrenfeldt i pressemeddelelsen.

/ubi


 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle