Tidligere var den ugleset: Nu stor-satser godsejere på »superfødevare«

Hampefrø har en idéel ernæringsmæssig sammensætning, smager godt og er let at anvende. Både som mel, olie og kerner. Det har man lavet et helt nyt forretningsområde ud af på Møllerup Gods.

Der blev kogt supper, rørt avocadodip, trillet hampekugler og anrettet alverdens små retter med hampefrø og hampeolie torsdag 16. juni, da 70 fremtrædende catere, kokke og sundhedseksperter var samlet til møde og workshop på Møllerup Gods på Djursland. Målet var at få hamp - ikke alene på den sundhedspolitiske dagsorden - men også helt ned i bolledejen i de danske køkkener.

Lancerer hamp-produkter i år

Anne Sophie og Stig Gamborg fra Møllerup Gods har selv dyrket hampen. De begyndte med 30 hektar hamp sidste år og har i år sat arealet op til 300 hektar. Dog kun med 70 hektar på deres egne arealer, resten dyrker fem landmænd for dem.

»Og det er gået stærkt med at introducere den nye fødevare - som også kaldes en superfood - på markedet. Allerede her i foråret lancerede godsejer-parret en række produkter baseret på hampefrø. Blandt andet de rene råvarer fra hampen: kerner, mel og olie. Men også forarbejdede produkter som kager, sennep, pesto og knækbrød. Alt sammen ingredienser, der blev anvendt i torsdagens workshop.

Hamp er mega suns

Der er meget sund fornuft i at anvende hamp som fødevare. Ernæringsforsker professor dr. med. Jens Christian Djurhuus fra Aarhus Universitet fortalte på mødet i går om hampefrøenes gode ernæringsmæssige egenskaber.

»Når vi ser på sammensætningen af proteiner og umættede fedtsyrer i hampen, så er hamp tæt på at være idéel som fødevare,« sagde han.

Hampen indeholder store mængder omega 3-fedtsyrer og flere forskellige gode linolinsyrer og proteiner. Disse stoffer er kendt som gode til at forebygge hjertesygdomme og til udvikling af hjernen, ikke mindst hos børn.

»Det er til gengæld begrænset med forskning i hampens helbredende effekter,« fortalte Jens Christian Djurhuus - selvom både han og andre forskere har en vis formodning om det.

Gods vil være nordisk center

I mere end 5.000 år har man dyrket hamp på grund af den ernæringsmæssige værdi. Men de sidste par hundrede år har afgrøden været ugleset på grund af de euforiserende stoffer. Møllerup Gods dyrker imidlertid en industrihamp uden euforiserende stoffer i frøene.

»Det er en ny afgrøde i nutidens fødevareproduktion, og vi har ikke kunnet trække på ret meget viden om selve produktionen. Vi har nu selv gjort os nogle erfaringer, som vi gerne vil viderebringe. Og vi har en vision om at gå forrest og blive nordisk center for produktion af hamp til fødevarer. Et sted hvor landmænd både kan hente viden om dyrkningen og afsætte deres hamp,« fortalte Stig Gamborg.

God smag i første række

De mange gæster på Møllerup Gods i torsdags var ikke kun interesseret i de sundhedsmæssige og forretningsmæssige perspektiver. Men i høj grad også i smagen. Kokke fra højskoler, kantiner og cateringfirmaer stimlede sammen om både køkkenmaskiner og de mange smagsprøver, da de selv blev kastet ud i at lave retter med hamp.

Helle Bang Simmond var en af dem. Hun er kok i JYSK’s kantine.

»Det er rigtig spændende. Jeg kunne godt forestille mig, at vi vil bruge hamp. Måske endda lave en temadag med hamp på menuen,« fortalte hun.

Øl til verdensballetten

Tina Madsen driver firmaet »I form med Tina«, der rådgiver kvinder i sundere livsstil. Hun var også optaget af prisen og tilgængeligheden på de nye produkter.

»Sund mad skal også være lækkert, og det synes jeg, meget af det her er. Men det skal være mere tilgængeligt at få fat i, hvis jeg skal kunne rådgive mine kunder til at bruge det,« siger hun.

Direktør Henrik Rendbøll fra Møllerup Brands kunne berolige med, at Møllerups hampeprodukter vil komme ud i landsdækkende detailhandler inden for ganske kort tid. Man har allerede entreret med Dansk Cater som grossist til de store danske produktionskøkkener og restauranter. Og så kan man allerede nu købe det på Møllerup Gods’ hjemmeside.

»Vi vil have hamp ud til folket til fornuftige priser,« lovede han.

Han kunne også love noget at skylle det ned med.

»Til sommer lancerer vi to slags øl med hamp. De får verdenspremiere til verdensballetten på Møllerup Gods.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.