Ugens profil: Laver maskinhandel med 200-300 mio. kr. i omsætning

Dansk Maskincenter med afdelinger i Toftlund, Jelling, Videbæk og Odder bliver en af landets største maskinforhandlere. Vi har snakket med Holger Skjoldemose fra Jelling Maskinstation, som er af hovedkræfterne i fusionen.

Hvorfor går I sammen ind i Toftlund og Sønderjylland som MF-forhandler?

”Punkt 1 er det et led i Agcos route 66 om større og færre forhandlere. Punkt 2 så er det også fordi, at der også blevet længere imellem vores kunder. Så med det her kan vi ramme en tilpasning til, hvordan verden ser ud. Vi kommer til at ligge geografisk med 75 km mellem hver lokation. Skal man lidt længere ud i vores distrikt, så kan vi nå kundernes med 45 min kørsel. Det synes vi, giver god mening".

Var det en god mulighed, der kom i Toftlund for jer?

”Ja, det var det. Det kom pludseligt, så er det gået hurtigt.”

Hvad forventer I jer af det nye selskab?

”Jeg forventer sørme, at det kommer til at gå godt. Jeg ser nogle muligheder i, at vi kan få lidt mere volumen med nogle varer, og så tror jeg, at vi kan blive lidt stærkere til at få solgt nyt og omsat brugt. Jeg tror, at det giver god mening. Vi skal jo kunne vise nogle traktorer frem på den ene eller anden måde – og det er nemmere at have nogle fremme, når der er et vist flow. Der er 100 modeller, så det er en udfordring. Det hjalp allerede dengang Odder kom med(til Jelling Maskinforretning red.)”

Hvad forventer I at komme til at omsætte for?

”Det bliver mellem 200 og 300 mio. kr. Så er det jo et dejligt stort distrikt.”

Når I danner et nyt selskab – er det så en fuldbyrdet fusion eller hvordan er ejerskabet mellem jer fordelt?

”Konstruktionen er, at Jelling og Rimmerhus fusioneres ind i et nyt selskab og overtager Toftlund.  Det er fifty og fifty.”

Hvordan kan I drive maskinhandlen i Sønderjylland mere succesfuldt end TBS Maskinpower?

”Jeg tror ikke, at vi kommer til at rationalisere endnu mere. Men de forretningsprincipper vi har drevet efter, dem kommer vi til at fortsætte med. Det er Jelling-ånd og Rimmerhus-ånd, som skal drive det. Vi ligner faktisk meget hinanden i vores forretning. Det er stabilitet og troværdighed. Vi har været der i mange, mange år. Vi har aldrig bølget helt op ad eller nedad. Vi har været stabile. Vi er kommet igennem finanskrisen uden de store klø. Vi er ikke helt kommet så langt ned eller højt op, som nogen har gjort. Det er det, som vi vil blive ved med.”

Hvordan ser du på konkurrencen fra den nye udenlandske spiller Raiffeisen Waren i dansk maskinhandel?

”Jeg sammenligner dem lidt med Danish Agro. Jeg har respekt for dem, men jeg er ikke bange for dem. Der er konkurrence alle steder. Det er sådan verden er, og sådan skal verden se ud. Selvom de får succes, så er der også plads til os.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.