Regeringen vedtager nyt dyrevelfærdsmærke

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen etablerer et nyt dyrevelfærdsmærke baseret på stjerner.

Efter flere måneders uenighed har miljø- og fødevareministeren Esben Lunde Larsen (V) og en række organisationer nu skåret igennem og etableret et nyt dyrevelfærdsmærke.

Mærket - hvor kødet får en til tre stjerner alt efter dyrevelfærdsniveauet - blev besluttet af regeringen, Konservative, DF og Liberal Alliance som led i Landbrugspakken for et halvt år siden. Det stødte dog på modstand, da eksempelvis nogle var uenige i, at konventionelle velfærdsgrise burde kunne få en stjerne.

Foruden regeringen står en række organisationer bag mærket: Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation DOSO, Landbrug & Fødevarer, Danish Crown, Dansk Supermarked, De Samvirkende Købmænd, Danske Slagtermestre, Lidl og Aldi. Endvidere støttes ideerne i ordningen af Det Dyreetiske Råd og Den Danske Dyrlægeforening, skriver regeringen.

Mærket lanceres fra sommeren 2017, så landbruget får tid til at omstille sig til mærkets krav.

I første omgang gælder mærket kun for svin, men vil senere kunne udvides til andre dyrearter.

"Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får et dansk dyrevelfærdsmærke, så de forbrugere, der gerne vil betale en vis merpris, får en mulighed for at vælge svinekød med bedre dyrevelfærd.  Ikke alle har jo råd til at gå efter hverken de dyreste udskæringer eller de økologiske specialprodukter. Men otte ud af ti danskere siger, at de gerne vil betale lidt mere for, at dyrene har haft det bedre. Den mulighed får de nu, når de kan vælge mellem stjernekød i tre forskellige niveauer," siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Han lægger vægt på, at det nye mærke skal gøre det mere attraktivt for landmændene at investere i dyrevelfærdsforbedringer.

I dag er det ifølge ministeriet 2-3 procent af den samlede danske svineproduktion, der foregår under vilkår, der svarer til mærkets krav til det 2- og 3-stjernede niveau.

Af den del af produktionen, som leveres til det danske marked, vil 15-20 procent i dag kunne få dyrevelfærdsstjerner.

Regeringen forventer, at den øgede produktion af især 1-stjernede produkter vil øge andelen af stjernekød på det danske marked til omkring 50 procent i løbet af nogle år.

Ca. 20 procent af det svinekød, der sælges i Danmark i detailhandlen, er importeret fortrinsvis fra andre EU-lande på grund af lavere priser. Udenlandske produkter vil også kunne få dyrevelfærdsmærket, hvis de opfylder kravene.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.