Maskinforretning i Thy har Danmarks bedste lærling

J. Hundahl A/S fik forleden beviset for, at maskinforretningen har oplært Danmarks bedste landbrugsmaskinmekanikerlærling.

Tilbage i begyndelsen af november dystede fire af Danmarks bedste lærlinge i konkurrencen Danmarks Bedste Lærling - Landbrugsmaskinmekaniker (DBL 2015). Det blev som bekendt Ronni Larsen, der løb med sejren efter to hårde dage i kamp på Erhvervsskolerne Aars, og i tirsdags fik Ronni Larsen og hans læremester, J. Hundahl, så beviset for det hårde arbejde. En vandrepokal, der det næste år, indtil en ny vinder findes, kan pryde forretningen i udkanten af Thisted.

»Vi er naturligvis meget stolte. Vi har altid haft mange lærlinge på stedet, og vi ville på ingen måde undvære dem, for de tilføjer en masse socialt og ny energi - alternativet ville være kedeligt. At vi så med Ronni faktisk har Danmarks bedste af slagsen, det er da en cadot til både ham selv og samtlige medarbejdere, der har været omkring ham her i virksomheden,« fortæller Søren Hundahl, sælger og medindehaver af J. Hundahl.

Hundahl beskæftiger 63 medarbejdere og har på nuværende tidspunkt 10 lærlinge, hvoraf de syv er under uddannelse til landbrugsmaskinmekaniker. En stor del af de mange ansatte var mødt op i kantinen til fejringen, hvor både indehaver og værkfører holdt tale for den dygtige elev.

»Du har gåpåmod, vedholdenhed og man kan bare se, du vil dit arbejde. Vi kan tilbyde dig nogle gode rammer og gode kollegaer, men at nå dertil, hvor du er nået, det kræver en masse af dig selv, og det har du vist, at du kan,« fortalte John Christensen, værkfører hos J. Hundahl, i sin tale til Ronni Larsen.

Det er tredje gang, at lærlingekonkurrencen finder sted, og vandrepokalen har et emblem med vinderen fra hvert år. Derfor følger J. Hundahl-navnet med pokalen videre, men et særligt mærkat med et logo og navnet "Vinder DBL 2015" kommer fremover til at sidde i J. Hundahls forretning som bevis for, at virksomheden har udlært Danmarks Bedste Lærling.

Et lignende mærkat sidder i forretningen hos TBS Maskinpower. I 2014 lykkedes det nemlig Anders Pedersen, daværende lærling på stedet at snuppe titlen som Danmarks Bedste Lærling.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.