Tyske maskinproducenter oplever pæn vækst i salg til planteavlere

Den tyske Agricultural Machinery Association VDMA er forsigtigt optimistiske og vurderer, at salget er ved at stabilisere sig igen.

I lighed med stort set hele landbruget var 2016 også et turbulent år for de tyske maskinproducenter. Men nu er der grund til forsigtig optimisme. Det vurderer den tyske brancheorganisation VDMA Agricultural Machinery.

Der er overordnet et fald i omsætningen på to procent.

Til gengæld er der en næsten to-cifret stigning i maskiner målrettet til planteavlssegmentet og en forventning om en flad kurve for det kommende års salg. Derfor taler organisationen om, at der nu er grund til optimisme efter nogle hårde år.

»Der er ingen grund til en euforisk stemning, men helt sikkert grund til en vis optimisme,« siger Dr. Bernd Scherer, der er adm. dir. hos VDMA Agricultural Machinery i en pressemeddelelse.

Han vurderer, at det er de forbedrede vilkår for mælke-og svineprodunter, der har været med til at påvirke positivt.

VDMA kalder udviklingen i 2016 i de forskellige segmenter for blandet. Traktorsalget faldt med tre procent og var derfor kun en smule svagere end markedet overordnet set. Høstmaskiner, malkemaskiner og transportudstyr har været i et noget dybere fald. Derimod har der været den næsten to-cifret vækst for såning og plantebeskyttelse

Stigning i antallet af ordrer giver medvind

Siden fjerde kvartal I 2016 har en stor vækst i ordretilgangen givet et boost til branchen.

»I Tyskland oplever vi en stigning på syv procent. På andre markeder, primært uden for EU, ser vi også nævneværdige vækstrater,« siger Dr. Bernd Scherer, som dog savner mere vækst på det vigtige franske marked.

Hjemmemarkedet står for 26 procent af det samlede salg og spiller derfor en vigtig rolle. Salget i 2016 faldt dog med ni procent i forhold til året før.

Comeback I Rusland og Ukraine

I Rusland og Ukraine er salget steget med 50 procent, og de to markeder anses for at være de vigtigste fremtidige markeder med stort salgspotentiale.

I VDMA forventer man at fortsætte konsolideringskursen med en produktionsvolume på 7,1 mia. euro. for den samlede branche.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.