»Vi leverer den kvalitet på foderbordet, vi ønsker«

Efter intensiv afprøvning og grundige beregninger af økonomien i systemet er Hi-Spec nu klar til at levere NIR-systemer til tørstofjusteret fodring og kan også tilbyde det nye Visiomix til at ramme samme blandekvalitet hver eneste dag.

Trods stor interesse fra danske mælkeproducenter for det NIR-sensorbaserede managementsystem til tørstofkorrigeret fodring har Erik Dahl som dansk forhandler af italienske Dinamica Generale fodringsmanagementsystemer og mikservogne fra Hi-Spec været meget tilbageholdende med at sætte det til salg.

»Vi har brugt en del ressourcer på at forstå systemet og teknikken i det og på at beskrive og dokumentere effekten af det. Nu forstår vi systemet, og italienerne, som har udviklet det, kender nu de danske forhold rigtig godt: »Nu er vi klar og har da også set mange eksempler på en helt skæv fodring, som systemet har kunnet hjælpe med at rette ind,« forklarer Erik Dahl og forventer et pænt salg.

»Interessen har været stor. Rigtig stor, faktisk. Mælkeproducenterne kan sagtens se, hvad det her system kan og, at det kan hjælpe dem med at styre og korrigere deres fodring på en måde, som ingen andre værktøjer kan hjælpe dem med,« uddyber han.

Ensartet blanding

Mens NIR-systemet efter den omfattende testfase under danske forhold af over et års varighed nu ’frigives’, er et nyt system fra Dinamica Generale nu på vej ud i test under danske forhold efter grundlæggende test på fire italienske kvægbedrifter - nemlig Visiomix.

Det er et mere enkelt system, som med avanceret brug af kamerateknik og lys kan se ind i blandekarret og måle, hvordan partikelstørrelse er i blandingen, og hvor ensartet blandingen er.

Systemet kan kende forskel på de enkelte fodermidler, vurdere fordelingen ud fra foderplanen og kan stoppe blanderen, når den ønskede partikelstørrelse og ensartethed er nået.

»Nu får man som mælkeproducent mulighed for at lave den samme blandekvalitet i dag og i morgen, som de lavede i går, og som er den, man ønsker at lave. Der leveres den kvalitet på foderbordet, som der er planlagt. Det er egentlig ikke et specielt kompliceret system, men et godt hjælpemiddel til at nå den ønskede homogenitet og struktur i blandingen, som man ønsker. Hver eneste dag,« forklarer Erik Dahl.

Faktaboks

Tørstofkorrigering

  • NIR-sensorer aflæser tørstofindholdet i hver grabfuld foder (eller i flowet på selvkørende mikservogne) og korrigerer ud fra foderplanen hvor meget mere eller mindre, der skal læsses.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.