Økologer presses af fald i øko-tillægget

Med et økologi-tillæg på mælken, der er under pres, gælder det om at trimme bedriften, påpeger rådgiver.

Det er ikke helt så sjovt at være økolog som tidligere, i hvert fald, ikke når man ser på den aktuelle forskel mellem prisen på konventionel og økologisk mælk.

Aktuelt er tillægget for at producere økologisk mælk 60,6 øre pr. kg, og dermed er indtjeningen under pres, påpeger Syddansk Økologi. Her har man beregnet et nulpunkt for den økologiske mælk, der betyder, at der minimum skal være 75 øre pr. kg i forskel på den konventionelle og økologiske mælkepris.

»Jeg forstår godt, hvis nogle økologer får tanken, at det var bedre at være konventionel, fordi merprisen er faldet. Men man skal huske, at det er en strategisk beslutning, og man kan ikke bare hoppe fra og til økologi«, påpeger John Erik Jørgensen, rådgiver i Syddansk Økologi.

Samme indtjening på mælken

Hos Seges forudser konsulent hos Erhversvøkonomi, Morten Nyland Christensen, at økologernes indtjening i 2020 bliver på niveau med de konventionelles, fordi merprisen for økologisk mælk er under pres.

I flere år har økologerne ellers været foran, når man ser bort fra tørkeåret 2018.

»Tidligere har forskellen mellem økologisk og konventionel mælkepris været meget stabil, og nu skal økologerne nok til at vænne sig til, at mejerierne kan justere måned for måned afhængig af den indvejede mængde økologisk mælk«, forudser Morten Nyland Christensen.

Pas på proteinet

I Syddansk Økologi mener John Erik Jørgensen, at det nuværende pres på indtjeningen ved økologisk mælkeproduktion bør forstærke optimeringsarbejdet på bedrifterne.

Han peger især på, at økologerne skal opnå en så stor egenproduktion af protein som muligt, især fordi det økologiske protein er blevet dyrere i de seneste måneder.

Protein kan især skaffes fra kløvergræsmarker, som skal passes og plejes. Indkøb af supplerende kløvergræs bør også overvejes.

Udbyttet af afgræsning skal også optimeres, da det er billigt foder, som dyrene selv henter.

»Man bør også se på, om jorden ligger rigtigt i forhold til afgræsning. Hvis ikke, bør man se på, om man kan bytte jord, så man får størst muligt areal til afgræsning uden for stalddøren. Det er en langsigtet beslutning, men den er vigtig«, siger John Erik Jørgensen.

Faktaboks

Økonomi i økologi

  • Foreløbig fremstillingspris for 2019: 3,13 kr. pr. kg mælk.
  • Afkast i 2019: 4,1-5,6 pct. afhængig af malkesystem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.