Debbie og Timm vil ikke have to-cifret milliongæld

Gælden skal holdes så lavt som muligt, og investeringer skal ske for opsparede midler, det er Debbie og Timm Lorenzens filosofi.

Timm Lorenzen har prøvet at være driftsleder på et kvægbrug med 360 køer og have ledelsesansvar, men det var ikke ham. Hverken at skulle lede mange ansatte eller at skulle overskue en stor besætning og selvom banken forsøgte at nødde ham til noget andet, så sagde han nej til at sætte sin underskrift på gældsbeviser på to-cifrede millionbeløb mod at kunne kalde sig gårdejer med nogle hundrede køer i stalden.

Timm Lorenzen vil have lov til at være landmand i en mindre kaliber. Både målt på gæld og produktion. Så da ejendommen med 30 hektar udenfor Sæd i den flade sønderjyske marsk kom til salg, så han og kæresten Debbie en mulighed for at indfri drømmen.

Måler sig mod de bedste

Her to år efter overtagelsen kan han foreløbigt sætte solide flueben ved begge mål.

Knap 500.000 kg mælk er leveret i det seneste år, og når gælden gøres op, viser lommeregneren et gennemsnit på 80.000 kr. pr. ko.

»Før vi etablerede os, granskede jeg de landsdækkende regnskabstal og lagde især mærke til to ting: De ti procent bedste mælkeproducenter har en gæld på 90.000 kroner pr. ko eller derunder, og bundlinjen bliver ikke proportionalt bedre ved at have mange køer,« fortæller Timm Lorenzen.

Vælger de simple løsninger

Prisen for filosofien om lav gæld og mindre produktion er hårdt arbejde og et ufravigeligt krav om at kunne klare sig selv i mange henseender.

»Vores økonomi er ikke gearet til at betale mange håndværkstimer, og vi bruger kun penge på rådgivning, når det er strengt nødvendigt,« slår Timm fast.

Han får hjælp til de lovpligtige opgaver såsom skatteregnskab, EU-ansøgning og installation af el og vand. Til gengæld er han på egen hånd, når markerne og foderplanen skal disponeres, eller når der skal lægges beton eller opføres en silo til korn.

For at gøre det lettere for sig selv har Timm valgt en simpel markplan med græs og korn, og køerne får græs (ensilage eller afgræsset), korn, raps og mineraler.

»Det er så simpelt, at jeg har sat min mixervogn til salg. Alligevel malker køerne 7.500 kg EKM i snit,« smiler han.

Faktaboks

  • Debbie og Timm Lorenzen, Tønder
  • Etableret i 2014 på kødkvægsejendom - nu malkekvæg
  • 70 køer, ejer 30 ha og forpagter 60 ha

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.