Græsset bør bestemme stubhøjde i majsen

Majsens foderværdi kan forøges ved at sætte en højere stub. Det er relevant i en tid, hvor der skal tages hensyn til kassekreditten og hvor flere mælkeproducenter har høstet græs med en lav fordøjelighed, påpeger sønderjysk kvægrådgiver.

Er du en af dem, som har høstet græsensilage med en lavere fordøjelighed i år, bør du overveje at sætte en højere stub i majsmarkerne i den forestående majshøst.

Det mener kvægrådgiver Lene Frimer Jørgensen, LandboSyd, som ikke kan tilslutte sig den generelle anbefaling fra Seges Kvæg om, at høj stub i majs ikke er at foretrække i år.

»Meldingen er meget unuanceret efter sønderjyske forhold, for der er en betydelig del af mælkeproducenterne, som på grund af vejret har fået bjærget græsensilage med en lav fordøjelighed, og har rigelige lagre af majs. Hvis de hæver stubhøjden i majs kan de øge fordøjeligheden af majsen og dermed få brugt det græsensilage, som er lagt på lager,« forklarer hun.

Pas på kassekreditten

Fastholdes en lav stubhøjde kan det blive en udfordring at få brugt de store mængder græsensilage med lav fordøjelighed. Der kan suppleres med eget eller indkøbt korn, men det trækker på likviditeten.

»Lige nu handler alt om at begrænse trækket på kassekreditten. Det gøres bedst ved at bruge det foder man har, og det taler for at forøge majsens værdi ved at sætte en højere stub,« mener hun.

Måske kolbemajs

Står man over for at skulle indkøbe korn, kan det ifølge Lene Frimer Jørgensen også være aktuelt at overveje kolbemajs.

»Der er et udbyttetab i forhold til majshelsæd, men der er også en betydeligt bedre kvalitet, og man undgår at skulle indkøbe korn,« forklarer hun.

I følge Lene Frimers beregninger, som bygger på de faktisk opnåede kvaliteter i græsensilage i 2016, kan man i en besætning med 200 køer spare mellem 183 og 680 kr. om dagen på indkøbt foder, hvis man enten anvender majshelsæd høstet med høj stub eller inddrager kolbemajs.

Stubbe skal håndteres

Vælger man at høste majsen med højere stub, skal man dog være klar til at håndtere den øgede mængde stubrester. Stubbene skal knuses for at undgå opformering af svampe og majshalvmøl, slår Lene Frimer Jørgensen fast.

Faktaboks

Overvejelser

  • Har du brug for ensilage af en højere kvalitet til at supplere 2015-majs eller græs fra 2016?
  • Kan du spare indkøbt foder?
  • Kan du håndtere de øgede stubrester i marken?

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.