Hug græsset af én uge tidligere

Nye fodringsforsøg peger på, at køerne kvitterer for græsensilage med helt op til 82 procent fordøjelighed af det organiske stof. Derfor kan det give god mening at klippe første slæt tidligere end vanligt.

Tag ét tidligt første slæt, og kom godt fra start med årets græshøst.

Sådan lyder et af flere råd fra Torben Spanggard Frandsen og Peter Hvid Laursen, Seges, Planet- og Husdyrinnovation.

Rådet er en udløber af helt nye fodringsforsøg, som viser, at køerne kvitterer for en fordøjelighed af det organiske stof i græsensilage helt op til 82 procent. Tidligere anbefalinger var 77-78 procent.

I KvægNyt anbefaler de to konsulenter, at man tager første slæt en uge tidligere end normalt for at sikre den højest mulige fordøjelighed.

Selvom udbyttet bliver mindre i det første slæt, vil græsset kompensere, og man vil opnå et højere udbytte i andet slæt takket være en hurtig genvækst og mere plads til kløveren, påpeger de.

Kvieslættet må ikke være hovsa-løsning

De fleste afsætter et af årets slæt græs til kvierne, men Peter Hvid Laursen og Torben Spanggaard Frandsen anbefaler, at man, allerede før sæsonen starter, planlægger, hvilket slæt kvierne skal have.

Hvis rådet om et tidligt første slæt følges, vil der opstå et behov for at lade et af de øvrige sommerslæt stå en uge længere, for at græsset har en passende længde, inden vinteren begynder.

Dette slæt kan dermed forudbestemmes til kvierne, og ifølge Frandsen og Laursen vil tredje eller fjerde slæt være passende kviefoder, da sommerens varme giver græsset et højere ligninindhold og dermed en lavere fordøjelighed.

Hjælp til afgørelsen

Til at hjælpe med at vælge det mest optimale slættidspunkt lancerede Seges i 2016 et strategiværktøj til græs.

I programmet, som er tilgængeligt for abonnenter af landbrugsinfo.dk, kan man indtaste de planlagte slættidspunkter og beregne konsekvensen af de valgte tidspunkter for slæt. Værktøjet kan bl.a. beregne det forventede udbytte, fordøjelighed samt indhold af råprotein for de enkelte slæt samt for den opsummerede sæson.

Faktaboks

Sensommergræs er førsteklasses foder

  • Fjerde og femte slæt skal ikke nødvendigvis altid være kviefoder. Det mener Torben Spanggaard Frandsen, Seges, som peger på, at det kølige sensommervejr er med til at sænke ligninindholdet i græsset.
  • Derved stiger kvaliteten og fordøjeligheden, og derfor bør man være lige så omhyggelig med de sidste som de første slæt på marken. Køer kan sagtens malke godt på sensommergræs, mener han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.