Stor mangel på økologisk oksekød

Der kan her og nu sælges mindst 20 procent mere økologisk oksekød, vurderer Økologisk Landsforenings markedschef.

De 25.000 økologiske tyrekalve af ren malkerace, der i dag sælges til opfedning i konventionel slagtekalveproduktion, vil sagtens kunne sælges som økologisk hakkekød.

»Der er hver eneste dag ordrer, der annulleres, udskydes eller halveres. Så der kan uden videre her og nu sælges 20 procent mere økologisk oksekød i form af magert hakkekød,« forklarer markedschef Henrik Hindborg i Økologisk Landsforening. Han vurderer endda potentialet til at være endnu større end 20 procent.

Det er der tre grunde til: Dels er eksporten af økologisk oksekød faldende, fordi der ikke en gang er nok til hjemmemarkedet. Dels er der mange relativt ’nye’ økologiske forbrugere på markedet, og der er den afsætningsmæssige erfaring, at de begynder med at købe nogle få økologiske varekategorier, men gradvist udvider forbruget af økologi, og derfor vil salget stige markant i alle kategorier i de kommende år.

Desuden er nutidens økologiske forbrugere sådan skruet sammen, at når de en gang for alle har besluttet sig for at købe økologisk, så vælger de noget andet økologisk kød, hvis det økologiske oksekød er udsolgt. Det kan bl.a. forklare 80 procents stigning i salget af økologisk fjerkrækød.

Endelig er der en selvforstærkende effekt, som bl.a. ses lige nu på grøntsagerne, som vokser med 30-50 procent.

»Når der kommer flere varer og valgmuligheder, så det bliver sjovere og nemmere at være forbruger, øges salget endnu mere, ser vi,« slutter markedschefen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.