Bornholm har haft en tør maj

Der faldt ca. 20 mm regn først i maj. Siden har det været tørt på Bornholm.

Mens store dele af landet har været ved at drukne i de store nedbørsmængder i maj, så er situationen en anden på Bornholm.

»Vi har fået ca. 20 mm nedbør i den første uge af maj. Det er ikke usædvanligt, men det står i skærende kontrast til de store mængder nedbør, der er faldet store i dele af resten af landet i maj«, siger Ole Harild, planteavlskonsulent hos Bornholms Landbrug.

Han tilføjer, at den aktuelle vandbalance i mange marker på Bornholm er minus 160-170 mm. Det er tørt, men det er efterhånden ikke unormalt på Bornholm, der har haft tørre forår de seneste fire ud af fem år.

Ser tørkeskader

»Generelt står vintersæden godt, og vinterrapsen står fantastisk, men vinterhveden lider flere steder på grund af omfattende angreb af havrerødsot«, siger Ole Harild.

Vinterhvede er den største afgrøde på Bornholm. De kraftige angreb af havrerødsot skyldes et mildt efterår, hvor der på trods af gentagne sprøjtninger har været problemer med bladlus, som har overført den virus, som giver rødsot.

Det resulterer i et dårligt udviklet rodnet i vinterhveden, som i de ramte områder derfor har svært ved at modstå de tørre forhold.

Værst ser det dog ud i vårsæden. Det skyldes ikke mindst en meget kraftig regnskyl sidst i april. Det fik jorden på den nyetablerede vårsæd til at klaske fuldstændigt sammen. Siden har jorden været som et betongulv. Det har resulteret i, at vårsæden står tyndt og meget spredt i markerne. De tidligst såede vårsædsmarker er dog sluppet nådigt og står fint.

Faktaboks

Tørt på Bornholm

  • Det aktuelle vandunderskud på Bornholm er 160-170 mm.
  • Det er tørt, men ikke ekstraordinært, da der de seneste fire forsomre har været mere tørt på Bornholm.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.