Kornhøsten er i kapløb med tiden

Efter et par regnfulde uger lover DMI godt høstvejr henover weekenden. Det giver forhåbentligt et skub i høsten, så store udbyttetab undgås.

Lidt under halvdelen af det samlede kornareal mangler stadig at blive høstet, hvilket giver bekymrende panderynker landet rundt.

I sidste uge kunne planteavlskonsulenterne berette om dryssende raps, lejesæd i kornafgrøderne og spirende rug. Det er alt sammen noget, der koster på udbyttet.

I denne uge er der yderligere tale om dryssende vinterhvede i kraftig blæst og nedknækket vårbyg, hvor udlæg er begyndt at gro op i afgrøden.

Derfor er det en kærkommen gave, hvis DMI’s regnfrie og solrige prognose holder henover weekenden.

Primært flotte udbytter

Generelt meldes der stadig om gode udbytter over hele linjen. Den seneste tids dårlige vejr har endnu ikke haft stor betydning for de gennemsnitlige udbytter.

Det er stadig vårbyg, der ligger i front med et udbytte-indeks på 11 pct. over normalen.

Den færdighøstede vinterbyg ligger derimod i bunden med et indeks på 7 pct. over normalen.

Lovende kvalitet

Det er for tidligt at sige noget endeligt om kvaliteten af årets høst.

Generelt er meldingen fra grovvarefirmaerne, at kvaliteten af de de afgrøder der er høstet, er god.

Det gælder blandt andet maltbyg. Nedknækning af aks og strå samt spirede kerner kan dog koste dyrt i de marker, der stadig står tilbage på markerne.

Ligeledes bliver vejret i den kommende tid meget afgørende for faldtallet i det brødkorn, som endnu ikke er høstet.

Sen høst og MFO-udlæg

Ole Hansen fra Landbrugsrådgivning Syd og Pia Thorshauge fra Landbonord beretter om dispensationsansøgninger ift. høst af dæksæd i MFO-græsudlæg.

Mange landmænd har ikke nået at høste før deadline 20. august. de har derfor været nødsaget til at anmelde forsinkelsen til Landbrugsstyrelsen.

Faktaboks

Høstoverblik:

  • 60 pct. af den samlede kornhøst er i hus
  • De højeste udbytter findes ved Horsens, Billund og Esbjerg, der samlet set for kornafgrøderne ligger på 17 til 18 pct. over normalen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.