5 ting vi har lært i maskinbranchen i januar

1. Stor Agco-forhandler løfter sig

Hjallerup Maskinforretning har vendt snuden i den rigtige retning. Maskinforretningen har nemlig løftet overskuddet efter skat fra en halv mio. kr. i forrige regnskab til knap to mio. kr. i det helt friske 2017-regnskab. For få år siden var status et tocifret million-minus.

»Vi har fået lidt mere volumen igennem vores butik med stort set samme bemanding«, siger adm. direktør Morten Bordvik.

2. Så billigt bliver gyllen kørt ud

Vi er netop i starten af årets gyllesæson.

Ifølge maskinkonsulent Christian Rabølle fra VKST skal langt de fleste landmænd holde sig fra at køre gyllen ud selv. De kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen.

»Der er nogle af jer (maskinstationer), der kører til 13. kr. pr. ton, selvom jeg ikke forstår det«, lød det i forbindelse med Danske Maskinstationer & Entreprenørers (DM&E) vidensdage i Vingsted Centret.

3. Harsø Maskiner udvider stort

Harsø Maskiner er midtvejs i en storstilet udvidelse til 10 mio. kr. af lager- og produktionshallerne på adressen ved Årre.

»Vi udvider med 2.000 kvadrameter lige nu, hvoraf den ene halvdel er klar nu, og vi er så småt begyndt at montere slangebomme i den. Vores nuværende hal er 25 meter bred, men de fleste bomme, vi laver lige nu, er på 30 og 36 meter, og derfor er der behov for, at vi bliver lidt større«, siger Harry Højvang Sørensen.

4. Stor maskinhandler udbetaler igen udbytte

Det er langtfra alle maskinforretninger, som har mulighed for at give ejerkredsen et kontant udbytte efter årets regnskab.

Hos S.D. Kjærgaard med hovedsæde i Vraa i Nordjylland nærmer soliditeten sig 40 pct. med mere end 46 mio. kr. på egenkapitalen, selvom der udbetales pæne beløb ud af selskabet årligt.

For andet år i træk udbetaler selskabet fire mio. kr. til ejeren, som er direktør og 3. generation på posten i familieselskabet, Palle Kjærsgaard.

5. Frygtede stille januar, men...

»Vi frygtede, at januar skulle være stille, men værkstedet har været fyldt, og der bliver stadig solgt efter en ellers god december måned«, siger adm. direktør og indehaver Henrik Thomsen hos Claas-forhandleren Kolding Maskinforretning i en tid, hvor afregningspriserne på svin og mælk har været faldende.

Han vurderer dog, at nogle af kunderne bruger lidt længere tid på beslutningsprocessen.

»Men der bliver stadig handlet«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.