Maskinstørrelse og type kan afgøre drivkraft

Traktorer er svære at elektrificere. Små entre-prenørmaskiner er oplagte kandidater.

Elektrificering er ikke et mål. Det er et middel til at forbedre effektiviteten«.

Sådan lyder det fra Johnnie Jensen fra virksomheden Dana, der producerer komponenter til køretøjer.

Dana har siden 2017 opkøbt ikke mindre end syv virksomheder, der arbejder med elektrificering. Et hint om, at emnet ikke er en døgnflue, men:

»Mange producenter ønsker elektrificerede maskiner, men når man designer efter det, kræver det mange forskellige komponenter afhængig af størrelsen på maskinen for at køre så langt som muligt på et batteri. Prisen bliver derefter«, siger han.

Derfor mener Johnnie Jensen, at batteriet ikke er den eneste løsning. Det kommer an på maskinen.

»En traktor er svær at elektrificere. Vi har lavet en række studier på det. Omvendt har vi prøvet at lave en 100 pct. elektrificeret minigraver, hvor vi får en masse fordele ud af det. For eksempel er en traditionel hydraulisk minigraver altid tændt og klar til at gøre noget. Med el er alt slukket indtil det øjeblik, hvor du gør noget. Det sparer energi«, fastslår han.

Simple løsninger

Dana har på en 300 kilowatt bus prøvet at lave et simpelt system til at opsamle energi, som samtidig kan yde op til 35 kilowatt i en kortere periode. Det gav en brændstofbesparelse på 16 pct.

»Det er meget med en simpel løsning, og det bekræfter mig i, at fremtidens CO2-reducering bygger på mange forskellige elementer, som hver især kan sænke energiforbruget - ikke kun om drivkraften skal være batterier eller brændselsceller«.

»På store maskiner vil brændselsceller være oplagt, for de kan levere samme mængde energi som diesel, mens et batteri skal være 4-5 gange større for at levere den tilsvarende energi. Størrelsen er en af udfordringerne for batteriet«, siger Johnnie Jensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.