Da kartoffelbranchen mødtes til den store udstilling Potato Europe i midten af ugen, var det bl.a. med en ny to-rækkers kartoffeloptager fra Ropa på menuen.
Ifølge Ropa er modellen med tilføjelsen Classic meget lig den kendte Keiler II-kartoffeloptager, som blev præsenteret for fem år siden ved samme event, og som også har gjort sit indtog på det danske marked.
Den største forskel er i sorteringsområdet, hvor der meldes om bedre plads til op til otte folk på platformen, og de fire pigbånd i den foregående model er udskiftet med to pigbånd.
Classic-modellen er ligesom forgængeren fuldt hydraulisk trukket og leveres med Isobus.
På pick-up er det muligt hurtigt at foretage ændringer, så optageren også kan bruges til at høste løg og andre specialafgrøder, lover producenten.
350 Ropa-optagere i verden
Testudgaver har kørt flere steder i Europa i de senere år, oplyser Ropa, der i øvrigt forventer et meget positivt salg. På verdensplan har Ropa i øjeblikket mere end 350 Keiler-optagere ude at køre.
I Danmark er det Johns. Mertz, der importerer Ropas maskiner og forhandler dem på Sjælland. I Jylland står Maskinpartner i Vejle og J. Hundahls afdeling i Skive for forhandlingen.
Faktaboks
Ropa Keiler II Classic
- Ny to-rækkers optager.
- Netop introduceret på Potato Europe.
- Kan ses på Agritechnica.
- Videreudvikling af kendt model.
Kommentarer