Dansk driftsleder i Brasilien: Nu håber vi på regn - den kan være 800.000 kr. værd
Dagbog: Vi er på nippet til tørtiden, selvom vi normalt har den sidste regnbyge i starten af maj måned, skriver Peter Fruervang, general manager for Agrobrazil med 900 hektar soja, majs, bomuld og spisebønner.

Af Peter Fruervang, general manager, AgroBrazil, Brasilien

I min seneste dagbog omtalte jeg 2. afgrøden, og den er nu sået i form af 350 hektar bomuld og 155 hektar majs.

Spisebønner blev ikke en realitet, fordi future-markedet så for dårligt ud. Det skyldes et stort lager fra sidste år, men også at køberne af den type bønne, vi kan dyrke, er fra det nordøstlige Brasilien. Her har de mere nedbør i år, og derfor kan de selv dyrke deres bønner. 

Vores udbytte gik overraskende ned, da vi nåede hen til lang-sæson sojabønnerne, men vi endte dog alligevel på et gennemsnit på 3.900 kg pr. hektar for hele ejendommen.

Vi er godt tilfredse med resultatet alligevel, da vi aldrig har høstet så godt før.

Desuden nyder vi godt af handelskrigen mellem Trump og Kina, hvilket har hævet de nationale priser på sojabønner med 15 procent.

Svært at udvælge sorter

Vi gør et stort arbejde ud af at udvælge de rigtige sorter, men det er ikke nemt.

Som nævnt tidligere trak vores lang-sæson sojabønner vores gennemsnitsudbytter ned. Sorten er TMG 2185 IPRO - og selvsamme sort var den bedste, vi høstede sidste år, og som trak vores udbytte op.

Da vi startede tilbage i 2012 havde vi tre sojasorter at vælge i mellem her i delstaten - alle sammen lang-sæson. I år har vi over 70 sorter på markedet. Hvert år kommer nye til og andre udgår.

Vi har ikke adgang til fx en fem års historik over de forskellige sorter og deres udbytter. Derfor tester vi rigtig mange sorter hvert år, både i soja, majs og bomuld. 

Gennem de sidste seks år har vi testet knapt 30 soja sorter på vores gård. I 2017/18 såede vi fem hovedsorter plus tre testsorter. Af de i alt otte sorter har vi udvalgt tre, som skal være hovedsorter i 2018/19, og fem nye sorter skal testes.

Vi har i år kun en hovedsort i vores 2. afgrøde majs. Sorten MG 580 PW dyrkede vi for første gang sidste år, og den var suverænt bedste sort med 30 procent højere udbytte end næstbedste sort.

Vi tester andre syv sorter i majs i år for hele tiden at følge med udviklingen.

I bomuld, som er en helt ny afgrøde for os, har vi sået 13 forskellige sorter fra fire forskellige firmaer, nemlig TMG, Bayer, Monsanto og Embrapa.

Dagbog fra Brasilien: Vi høster sojabønner og sår bomuldMark 28. februar · 10:38

Vi kan allerede nu begynde at se tre af sorterne som de mest interessante. Dog skal vi ikke kun udvælge sorter ud fra udbytte, da man også kigger på længden af fibrene, styrken af fibre, tykkelsen af fibre, farven (hvor hvid er den), og hvor mange procent uld, der er pr. volumen. 

Hernede måler man bomuld i @ (arroba) pr. hektar. 1@ = 15 kg. Vi håber på at høste 180-200 @ pr. hektar, altså 2.700-3.000 kg pr. hektar.

Det er den “rå bomuld”. Når den bliver renser i en bomuldgin er ca. 40 procent ren uld, 50 procent er bomuldsfrø, og 10 procent er urenheder. Dog svinger procenten af ren uld fra 37 til 45 procent alt efter sort, hvilket er meget væsentlig, idet ulden repræsenterer 85-90 procent af værdien. 

Sidste regn?

Sidste det regnede på vores gård var 14. april.

Klimaet har ændret sig en del siden, og virker mere vinteragtigt med køligere nætter, skyfri himmel og mere vind. Vi har primært kun to årstider hernede - sommer og vinter. Eller måske er det mere korrekt at kalde det regntid og tørtid, da vi har det næsten lige varmt hele året, omkring 30-40 grader. 

Vi står lige nu på nippet til at træde ind tørtiden, selvom vi normalt har den sidste regnbyge i starten af maj måned.

Vejrudsigten ser ikke særlig lovende ud. Vi er meget bekymrede for om vores sidste regnbyge var 14. april. Hvis svaret er ja, vil vores udbytte i 2. afgrøde majs og bomuld gå et pænt skridt nedad.

Vores majs er 52 dage gammel. Den er blevet 2,5-2,7 meter høj og er stort set færdig med at blomstre.

2. afgrøde bomuld er 57-67 dage gammel, 90-110 cm høj og ved 3-5 blomst. En ekstra byge på 30-50 mm vil gøre underværker. 

For at forberede os på en tidlig tørtid har vi givet bomulden en kraftig omgang vækstregulering. Det skal få planten til at standse væksten og sende mere næring ud til blomster og æbler.

Planterne har allerede flere blomsterknopper end vi har brug for, så det gælder om at få den til at holde på så mange som muligt. 

Future-priserne på majs og bomuld er rigtig gode, så en sidste regnbyge kan måske være 5-800.000 kr. værd for vores 500 hektar 2. afgrøde. Vi krydser fingre.

Faktaboks

Om Agrobrazil

Stiftet i 2008. Købte ejendom i 2011. Begyndte at dyrke jorden i 2012.

Agrobrazil ejer 1.500 hektar, hvoraf 900 hektar er opdyrket. Resten ligger som legal reserve - en lov i delstaten Tocantins tillader at max 65 pct. af jorden må opdyrkes, eller permanent reserve langs floder (30 meter på hver side).

De 900 hektar har vi selv ryddet og opdyrket. De bestod af 350 hektar kvægfold plus 550 ha cerrado (tropisk savanne).

Vi har en kraftig lerjord med 35-60 procent ler og 22-28 procent silt.

Årlig nedbør omkring 1.800 mm.

Vi dyrker soja, majs, spisebønner og bomuld. Den primære første afgrøde er soja som bliver sået i oktober-november, høstes i februar-marts måned. Anden-afgrøden sås primært i februar og høstes i juli.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.