Gratis web-kurser til kvægnørder

Tag på kursus med pc, tablet eller smartphone og bliv klogere, mens du sidder i sofaen. .

En succesfuld goldperiode har stor betydning for koens trivsel, livstidsydelse og i sidste ende bedriftens økonomi. Dette er baggrunden for, at SEGES netop har lanceret et nyt digitalt kursus, der fokuserer på goldperioden. Bag kurset står seniorkonsulent Henrik Martinussen.

”I overgangen fra en laktation til den næste er køerne særligt skrøbelige, blandt andet fordi deres immunforsvar er svækket. Samtidig ved vi jo, at fodring og management i goldperioden har stor indflydelse på ydelsen i næste laktation. Så det kan virkelig betale sig at give goldkøerne ekstra opmærksomhed,” lyder det fra Henrik Martinussen.

Kurset ’Bliv skarp på goldperioden’ er tænkt som inspiration til at overveje, om man kan optimere på goldkomanagement i sin egen besætning og derved opnå en gnidningsfri laktation med robuste køer.

Mælkekvalitet

Et andet kursus handler om mælkekvalitet. Selvom det kan lyde enkelt at holde mælkekvaliteten høj, er det en udfordring på en del bedrifter. Derfor har SEGES nu lavet et digitalt kursus, som hurtigt, enkelt og grundigt gennemgår de vigtigste faldgruber, man skal være opmærksom på i forhold til at sikre en høj mælkekvalitet.

"Kurset klæder alle medarbejdere og mælkeproducenter godt på i forhold til at sikre en optimal mælkekvalitet og dermed en optimal afregning. Det kan både bruges som introduktion til nye medarbejdere og som genopfriskning," siger Helge Kromann, specialkonsulent i Mælkekvalitet hos SEGES.

Områder som rengøring, opbevaring og vedligehold af malkeanlægget gennemgås grundigt i kurset med vejledninger til praktiske tiltag.

 

Værd at vide om klovbehandling

I det digitale kursus ’Værd at vide om klovbehandling’ lærer du at genkende de vigtigste klovlidelser, nemlig digital dermatitis, sålesår og byld i den hvide linje. Du vil også se, hvordan du kan lave en effektiv behandling af ukomplicerede tilfælde. Endelig får du en introduktion til, hvordan du anvender en visitértang.

Kurset indeholder små filmklip, der viser, hvordan du laver en korrekt forbinding af de tre klovlidelser. Og via små animationer og fotos får du masser af gode fif til, hvad man skal huske, når man har en ko i klovbehandlingsboksen. Kurset afsluttes med en test, hvor du kan teste din nye viden.

Bag kurset står dyrlæge Peter Raundal, SEGES. Han ser kurset som en oplagt mulighed for at få pudset teknikkerne af og undgå de almindeligste faldgruber. Men han understreger, at man også skal vide, hvornår en ko skal overlades til professionelle.

”Behandling af komplicerede tilfælde kræver større indsigt i klovens anatomi og i sygdomslære og mere praktisk erfaring, end der kan opnås i dette kursus. Derfor skal behandling af komplicerede tilfælde overlades til en klovbeskærer eller dyrlæge,” siger Peter Raundal.

En af fordelen ved et digitalt kursus er, at man kan se instruktionerne igen og igen. Når man står i klovbehandlingsboksen, kan man blot finde smart-phonen frem og se instruktionen.

Inspiration uden læsning

Et digitalt kursus består af en række tegninger, øvelser og forklarende speak, og du kan tage det på din smartphone, tablet eller pc lige når det passer dig.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.