Gylleudkørsel udfordret: Svært at køre i marken og tankene er fyldt til randen

Fra lørdag må man køre gylle ud, men selvom gylletankene de fleste steder er fyldt til randen, holder næsten alle maskinstationer igen - det er umuligt at køre i marken især i Sønderjylland.

"Vi har en kunde, der har stoppet pumpen i stalden. Der er simpelthen ikke mere plads i gyllebeholderen. Vi har flyttet lidt gylle for ham, men vi er nødt til at køre gylle for ham på lørdag".

Sådan lyder en af de mere alarmerende beretninger fra en rundringning til flere danske maskinstationer, som landbrugsavisen har lavet.

For gylletankene rundt om i landet er ved at være godt fyldt op, og selvom landmændene må køre gylle ud fra på lørdag, d. 1. februar, så ser det ikke ud til at gå helt så let. For de fleste steder står markerne under vand, og især i Sønderjylland bliver det svært at køre.

Det er Søren Andersen, Fastrup Maskinstation i Tjele, der fortæller historien om landmanden, der har stoppet pumpen i stalden.

Søren Andersen er en af de ganske få, der ser positivt på muligheden for at køre gylle ud allerede lørdag.

"Vi har en del tør sandjord i området, så jeg er fortrøstningsfuld".

Kører for dem, der er ekstremt presset

Lidt længere nord på - i Nørager - er Henrik Nielsen, Allestrup Maskinstation, ikke vild med at sende gyllevognene ud: "Vi prøver at køre for de kunder, der er ekstremt pressede. Når de ser, at det ikke kan lade sig gøre, udskyder de det nok lidt", siger han.

Værst er situationen i Sønderjylland.

"Vi hentede det sidste majs midt i december med mejetærsker. Det var hårdt arbejde og dyrt for kunden. Nu skal vi så finde de få tørre pletter, der er og køre gylle ud", lyder det fra Aksel Duedahl, Langelund Maskinstation ved Agerskov. Maskinstationen råder over otte gyllevogne og to lastbiler og lejer yderligere fem lastbiler ind, når der er tryk på.

Også regnvand fylder tankene op

På Fyn og Sjælland ser det ikke meget bedre ud.

På Vestsjælland er Gangergaardens Maskinstation ved Høng en af de store aktører, når det gælder udkørsel af gylle. For tiden har de også travlt med at køre gylle rundt for kunderne fra overfyldte tanke, hvor mængden af regnvand også fylder op.

"De begynder at være fulde rundt omkring. Vi har fire egne beholdere, som vi har lejet ud til vores kunder. Vi har lidt mere plads endnu, men der er mere i år end, vi plejer at have", siger maskinstationsejer, Joakim Gangergaard.

Han har et par kunder, som meget gerne vil have kørt gylle, så snart de kan komme i marken.

"Men det er ikke sådan, at folk råber og skriger for at få det ud", siger han omvendt.

Må vente med at køre

På Midtfyn forventer Vantinge Maskinstation ved Ringe ikke, at det bliver til at køre gylle i de kommende dage.

"Det er det nok ikke. Det er meget vådt. Så det tror jeg ikke, vi lige ryger på", siger maskinstationsejer Niels Erik Pedersen om mulighederne for at køre 1. februar i det midtfynske.

"Lidt kunder er der der har brug for at få kørt ud nu, men jeg ikke indtrykket af, at det er helt vildt. Generelt har de fleste kapacitet endnu", siger han.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.